Renovering og it på vej til skolen
GLOSTRUP Skolerenovering og it på Glostrup skole var på den politiske dagsorden ved Kommunalbestyrelsens møde i oktober.

– Det er dejligt, at vi snart kan komme i gang med anden etape af renoveringen af afdeling Søndervang, synes Mette Vennerstrøm (SF) efter et programmeringsudvalg nu er fremkommet med konkrete forslag til skolens renovering.

– For SF er det rigtigt vigtigt, at vi får tænkt støjreduktion ind i en sådan ombygning, når vi nu alligevel er i gang med at bygge om. Søndervang ligger lige ud til hovedvejen med masser af støj, og det er kendt viden, at støj er skadeligt – især for børn, der skal udvikle sig og lære. Derfor skal vi tænke i eksempelvis støjhegn og lydisolerede vinduer, når vi alligevel er i gang med så stor en ombygning.

Vennerstrøm peger på, at med den nye klimapulje for budget 2014, så er et solenergianlæg måske også muligt at tænke ind i skolens eller hallens tag.

Vennerstrøm glæder sig også over det kommende, nye it-udstyr, og at det trådløse netværk kommer op at køre på alle skolens matrikler.

– Vi vil ikke have lærere, der ikke kan gennemføre deres undervisning i eksempelvis Mediefag, fordi det tekniske ikke er på plads. Tiden skal ikke gå på bøvl med udstyr og netværk, der ikke fungerer, så kerneydelsen, nemlig selve undervisningen bliver mindre. Og vi vil ikke risikere, at især vores afgangselever kobles af vigtig viden om, hvordan it bruges i et fagligt perspektiv.

1,5 millioner kroner blev der rykket til skolerenoveringen, samtidig med at 285.000 kroner afsættes til god it-drift på Glostrup Skole.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top