Sidste tur med bus 134
BRØNDBY Da efterårsferien sluttede i fredags, sluttede også bus 134. Den var Brøndbys såkaldte servicebus og kørte kl. 9-14 på hverdage.

Den havde som regel kun få passagerer, og det er baggrunden for at kommunalbestyrelsen i foråret vedtog at nedlægge linje 134.Servicebussen blev i sin tid oprettet ved at bus 135 ikke kørte i det tidsrum. Man lånte så at sige bussen fra linje 135.

Nu hvor servicebussen er lukket, bliver lånet betalt tilbage.

Bus 135 har i mellemtiden skiftet nummer til 13, så linje 13 kører nu også mellem Brøndbyøster og Brøndby Strand mellem 9 og 14.

– Man kan sige at lånet har trukket renter, for vi har sat linje 13 til at køre to ture i timen hver vej mellem 9 og 14 på hverdage. Det bevilgede vi 150.000 kroner ekstra om året til, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Vagn Kjær-Hansen.

For de passagerer, som mister deres stoppested når 134 er væk, har Brøndby Kommune indført Flextur, som man selv skal bestille hos Movia.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top