Uddrag: Kommunal- bestyrelsesmøde i Vallensbæk
VALLENSBÆK Venstre imod budgettet På kommunalbestyrelsesmødet den 2.oktober skulle kommunalbestyrelsen ved 2.behandling tage stilling til budgettet for 2014. Et budget som blev vedtaget, men som venstre valgte at stemme imod, da partiets indstilling til ændringer ikke blev vedtaget. – Gruppe V stemmer imod budgettet, alene fordi gruppens ønske om fastfrysning af ejendomsskatter med deraf følgende nedsættelse […]

Venstre imod budgettet

På kommunalbestyrelsesmødet den 2.oktober skulle kommunalbestyrelsen ved 2.behandling tage stilling til budgettet for 2014. Et budget som blev vedtaget, men som venstre valgte at stemme imod, da partiets indstilling til ændringer ikke blev vedtaget.

– Gruppe V stemmer imod budgettet, alene fordi gruppens ønske om fastfrysning af ejendomsskatter med deraf følgende nedsættelse af grundskyldspromillen ikke kan imødekommes, lød forklaringen.

 

S: Beskæftigelsesplan skal opprioriteres

Der var bred enighed om den kommende beskæftigelsesplan for 2014 på kommunalbestyrelsesmødet den 2.oktober. Det er dog ifølge gruppeformand for Socialdemokratiet i Vallensbæk, Søren Wiborg, et område der skal opprioriteres.

– Det er et område, en ny kommunalbestyrelse skal prioritere. Det handler om menneskeskæbner, følelser og ikke mindst mange penge. Som det er i øjeblikket, er det reelt kun borgmesteren, som deltager i forskellige debatter om beskæftigelsesindsatsen. Flere kommunalpolitikere fra Vallensbæk bør involveres i debatten, siger han.

 

Rådhus energirenoveres

Vallensbæk Rådhus skal energirenoveres. Kommunalbestyrelsen vedtog på mødet den 2.oktober det energispareprojekt, som efter planen vil medføre et væsentligt bedre indeklima på rådhuset. Det skal blandt andet ske via efterisolering og udskiftning af ventilatorer. Projektet ventes gennemført fra november 2013 til februar 2014, såfremt de nødvendige byggetilladelser, som forventet, kommer i hus i løbet af oktober måned.
Beskæftigelsesplan blev godkendt

Den endelige plan for beskæftigelsesplanen for 2014, der skal være med til sikre sammenhæng mellem de beskæftigelsespolitiske udfordringer og de politiske mål, blev vedtaget. Mere konkret er det en plan for at øge antallet af unge der starter på en erhvervsuddannelse, at begrænse tilgangen af førtidspensionister, at begrænse antallet af langtidsledige og styrke samarbejdet med virksomhederne. Planen skal nu videresendes til det regionale beskæftigelsesråd, og senest den 31. januar 2014 skal den endelige plan offentliggøres.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top