Demokratidag for 8. klasserne i Brøndby
ZONE 43 Fredag den 8. november havde 300 elever fra 8. klasserne i Brøndby sat hinanden og de lokale kommunalvalgskandidater stævne i kulturhuset Brønden. Her præsenterede de deres ideer til, hvad politikerne bør tage fat på, når de går i gang med arbejdet efter kommunalvalget. Og der var gode forslag nok for politikerne at tage op. 8A fra Brøndbyvester skole, foreslog vinderprojektet ”Kantinemad der gør dig glad” Projektet består i at indføre en kantineordning for alle skoler i kommunen. Tre gange om ugen skal det være varm mad, og om fredagen skal der også være en lille dessert. Maden betales via et halvårligt abonnement, og skal være billigt, så alle kan være med. Det skal være sund mad, og menukort skal være tilgængeligt eksempelvis på elevintra.

Af Heiner Lützen Ank

 

Stoyan Gunchev, Brøndbyvester skole.

– Vi foreslår, at politikerne skal sørge for, er er bedre klasselokaler, altså bedre borde og stole, så man ikke får ondt i ryggen, siger Stoyan Gunchev, der selv engang imellem har ondt i ryggen.

Og ifølge Stoyan Gunchev har den fysiske indretning af klasselokalerne betydning for, hvor godt man lærer:

– Hvis lokalerne er bedre, så får børnene mere lyst til at gå i skole.

 

Anton Skipper Hendriksen, Brøndbyøster skole.

– Vores forslag er, at der bliver lavet et børnehotel. Det er ikke sådan et almindeligt hotel, hvor man kan bo, når man er på ferie, men et sted, hvor man kan komme, hvis ens forældre ikke kan passe ordentlig på én, hvis de fx drikker.

Anton og hans klassekammerater ser både kort- og langsigtede mål for børnehotellet. På kort sigt skal børnehotellet hjælpe børn i problemer med mad, bad og nogen, der vil snakke med dem. På lang sigt skal børnehotellet være med til at forhindre kriminalitet og omsorgssvigt. Og der kan ifølge Anton godt være brug for et børnehotel:

– Jeg tror, der både her i Brøndby og på landsplan er brug for sådan et sted.

 

  Anna Odgaard, Brøndbyvester skole.

– Vi har foreslået politikerne, at de sørger for, at der kommer god mad i kantinerne, så alle eleverne får noget ordentligt mad. Man kan nemlig ikke koncentrere sig ordentligt, hvis man ikke får god mad.

Selv har Anna madpakke med i skole hver dag, som hendes mor eller far laver. Men det er ikke alle klassekammeraterne, der er ligeså heldige. Faktisk mener Anna, at det er under halvdelen, der har madpakker med. Så køber de enten mad hos den lokale pizzamand eller lader være med at spise noget, og det er ifølge Anna ikke godt:

– Det er altså ikke så nemt at lære noget, hvis man går rundt og er sulten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top