Glostruplisten
DEBAT Af Ove Bjerregaard-Madsen

Glostruplisten døde med støvlerne på – og i front. Helt i overensstemmelse med, hvad der passer sig for forkæmpere for et korrekt og anstændigt folkestyre.

Tilbage står borgerne i Glostrup med et amputeret folkestyre, hvor Administrationen har taget over, hvor en – af indenlandske og udenlandske eksperter underkendt – ny offentlighedslov kommer til at se dagens lys; og hvor magtapparatet får let spil over for en oftest konfliktsky opposition.

De mindre partiers manglende situationsfornemmelse, uvidenhed og manglende erfaring skabte monopoltilstanden.

Et valgforbund mellem Radikale, Konservative, Glostruplisten, Liberal Alliance og Samfundspartiet ville sandsynligvis have givet to mandater – og en tiltrængt mangfoldighed til gavn for borgerne.

Nye initiativer bliver nødvendige i et forsøg på at genoprette det kommunale folkestyre i Kommunen.

Ingen på Glostruplisten er bitre eller skuffede. Vi kender det politiske spil. Politikere er et redskab, og når vælgerne ikke længere ønsker at bruge redskabet, lægger vælgerne det fra sig.

At mange sandsynligvis kommer til at mangle redskabet hen ad vejen, er en anden sag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top