Fredag 20. oktober 2017
Vallensbæks vælgermøde blev en succes, og trods småt fremmøde var der masser af gode spørgsmål. Foto: Brian L. Jensen.
Vælgerne snakkede valg med Vallensbæks politiske spidser
VALLENSBÆK Det var gode spørgsmål og spændende svar, da Folkebladet og Café 1964 på Brøndby Stadion åbnede dørene for Vallensbæks vælgere og spidskandidater til politisk paneldebat op til kommunalvalget
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 13. november 2013, 12:50:35

De fremmødte vælgere på Café 1964, der er Brøndby Stadions hyggelige og velsmagende fan-café med plads til alle kunder året rundt, var bevæbnet med gode spørgsmål til politikerne fra Vallensbæks valgparate partier. I alt var 20 vælgere mødt op denne regnvejrsformiddag i november. I panelet sad borgmester Henrik Rasmussen fra De Konservative, Jens A. Dahmani fra De Radikale, Niels Jørgensen fra Venstre, Søren Wiborg fra Socialdemokraterne og Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti. Erdal Colak fra Socialistisk Folkeparti droppede mødet uden varsel på trods af tilmelding.

Først fik de politiske kandidater tre minutter til at præsentere sin politik. Her sagde Kenneth Kristensen Berth:

-Vi har den situation, at vi har et parti til at styre det hele. Og så får vi andre lov til at sætte lidt krydderi en gang imellem. Det er ikke fordi, vi skal have en ny borgmester. Men vi skal have en situation, hvor der også er andre partier, der skal have indflydelse, sagde Berth.

– Vi skal have et plejehjem mere. Og madpriserne skal være mere fair. Så vil vi gerne tage hånd om stationscentrene, hvor vi har unge uromagere, og hvor vagtselskaber tiltrækker flere end de får væk.

Han mener i øvrigt, at Vallensbæk kan finde andre samarbejdspartnere end Ishøj. Det er ikke alle borgere, der er glade for den service, de får fra Ishøj, lød det.

 

Ambitioner på plads

Under debatten sagde Søren Wiborg fra Socialdemokraterne, at han havde ambitioner på Vallensbæks vegne. Nogle af dem på folkeskoleområdet.

– Vi bruger vores styrke i at være en lille kommune. Vi samler lige nu udskolingen på færre lokaliteter. Men fremover skal vi samle udskolingen på én lokalitet og indskolingen på to skoler. Og vi skal helt afskaffe lukkedagene i institutionerne, sagde Wiborg og mente, at de brede politiske løsninger i kommunen bør fastholdes, mens Venstre ønske om at sænke skatten ikke vakte stor sympati fra socialdemokraten.

Niels Jørgensen fra Venstre mente derimod, at Vallensbæk er inde på en forkert retning.

– Vi skal ikke så langt tilbage til Kurt Hockerups tid, hvor der var pæne veje, og tingene kørte. Og vi kunne endda give penge væk i udligning til andre kommuner. Vi havde en bedre borgersammensætning, og det er afgørende, sagde Jørgensen.

– Vallensbæk er nu ændret markant. Vi fra Venstre vil kræve mere af vores skoler, fokusere på bedre arbejdsmiljø og forhindre, at kommunen vil opkræve 40 millioner kroner i skat i løbet af de næste år.  Hvis ikke vi gør noget, vil Ishøjs borgmester få ret i, at Vestegnen bliver en del af udkants-Danmark.

 

Hård finanskrise

Henrik Rasmussen fra De Konservative håber selvsagt på en ny periode som borgmester. Og mon ikke det går sådan også. Men det forhindrede ikke borgmesteren i at få kritik, hvilket han forsvarede.

– Vallensbæk har lige som de 97 øvrige kommuner været igennem en finanskrise, og vi har spurgt rundt, om der var nogle steder, hvor man mener, at der var resursespild. Nogle har meldt tilbage, at der var områder, hvor vi kunne optimere.

Borgmester Rasmussens store kæphest i valgkampen er samspillet mellem generationer.

– Vi vil gerne skabe relationer generationer imellem. Jeg kommer lige fra åbent hus i Seniorhuset, og der var meget energi, der kan spredes ud til andre generationer også. Forebyggelsesdelen er vigtig. Vi har ikke sparet en krone på hjemmehjælpen de sidste fire år, men der er færre ældre, som har brug for hjælp.

Gyda Kongsted var også klar fra hendes egen liste G.

– Jeg er førstegenerationsindvandrer. Vallensbæk er god nok, men det kan blive bedre. Jeg vil fokusere på, at Vallensbæk Kommune havde forgældet borgerne med i alt 400 millioner kroner. Vi skal have nedbragt den gæld. For vi skal ikke låne penge selv, når de unge ikke må. Og jeg vil gerne have stiftet årets hjemmehjælp.

 

Stærk radikal profil

Jens A. Dahmani fra De Radikale anerkendte kommunen for at fungere godt. Han tog dog afstand fra DF’s kritik af tørklæder på folkeskolerne samt brugen af fremmedsprog i frikvartererne, hvilket ifølge DF blev en metode til at bagtale andre elever.

– Folkeskoledebatten handler om inklusionen. Mine forældre bar tørklæde, og det var ikke noget problem.  Vi har dog en udfordring, vi skal løse. Hassan fra Irak er ikke et problem – ham kan du give et kreditkort, og så kan du regne med, at det kommer tilbage igen, sagde Jens A. Dahmani.

En ung mandlig vælger med indvandrerbaggrund sagde på mødet, at han var mødte op for at markere, at integrationen ikke er så dårlig i Danmark.

– Vi står i Café 1964. Der skete to ting. Min far kom til Danmark, og BIF vandt mesterskabet. Jeg taler fire forskellige sprog skriftligt og mundtligt udover dansk, og jeg vil bare med mit indlæg her sige, at indvandrere godt kan integreres.

Manden blev tilbudt medlemskab af Venstre og fik stor ros for sit gode sprog af DF.

Borgerhus kritiseret

Fremtidens Borgerhus, der snart skal åbnes, fik massiv kritik under vælgermødet. Blandt andet fra Venstre, DF og Socialdemokraterne.

– Vi skal ikke have flere prestigeprojekter. Vi gik i gang med Fremtidens Borgerhus. Det er det mest pinlige, jeg har været ude for i min tid i Kommunalbestyrelsen. Økonomien har været så dårlig hele vejen igennem.

Henrik Rasmussen svarede:

– Jeg kan nikke genkendende til flere ting, der kan blive bedre. Men jeg er meget uenig med Venstre, for du slynger om dig med postulater, der ingen gang på jorden har. Når vi klipper snoren til Fremtidens Borgerhus, så glæder jeg mig. Birthe Rønn-Hornbek (V) har over for mig skamrost Fremtidens Borgerhus og vil anbefale dette til hendes folketingsgruppe.

Dansk Folkeparti stemte imod Fremtidens Borgerhus til at begynde med.

 

Læs flere portrætter af Vallensbæk-kandidater på folkebladet.dk.

Print This Post Print This Post
2 kommentarer til “Vælgerne snakkede valg med Vallensbæks politiske spidser
  1. Grethe Mikkelsen skrev:

    Henrik Rasmussen bliver ved med at fremhæve at “forebyggelsesdelen er vigtig” – også når han udtaler sig om ældreområdet. Det undrer mig meget, når der på det område er sket store besparelser de sidste par år under borgmester Henrik Rasmussens ledelse.

    De lovpligtige forebyggende hjemmebesøg til ældre på 75 år og derover, har bla til formål, ved en tidlig indsats, at forebygge funktionstab (fysisk, psykisk og social) hos de ældre. Målet for borgerne er overordnet at bevare eller styrke færdigheder og dermed oplevelsen af øget livskvalitet, tryghed og trivsel. Samfundsmæssigt er målet at udskyde tidspunktet for, hvornår borgeren eventuelt får brug for ydelser fra kommunen som hjemmehjælp, plejebolig mm.

    Ressourcerne til dette område blev i Vallensbæk reduceret med 75% fra 1/1-12.
    Tallene taler for sig selv. I 2010 modtog 378 personer hjemmebesøg, medens dette antal i 2012 var faldet til 76 personer. Den kontinuerlige opfølgende kontakt med de ældre de foregående år, kan meget vel være en af forklaringerne på at der, trods flere ældre, i dag er færre der modtager hjælp. Dette fordi der i mange tilfælde er blevet taget hånd om problemerne inden de har “vokset sig store”.

  2. Bryan Lindenskjold skrev:

    Nu forholder det sig jo sådan, at de ældre borger i Vallensbæk faktisk er blevet mere aktive de sidste 2-3 år og alle undersøgelser fortaget af bl.a. Nordea viser at et aktivt liv giver et sundere ældre liv!
    En stor del af arbejdet med de aktive ældre sker igennem en stor del frivilligt arbejde, et ulønnet arbejde som kommer kommunen til gavn. Måske man skulle tilskrive den positive udvikling med, at de ældre borgere i Vallensbæk har et bedre helbred og livskvalitet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER