Vestegnens svømmere sætter rekorder på stribe
SPORT Ved regionsmesterskabet i svømning for Region Sydsjælland fik Vestegnen mange regionsmestre og svømmerne sat personlige rekorder på stribe.

Den 9. og 10. november mødtes svømmeklubber fra Region Sydsjælland i Herlufsholm svømmehal og Næstved svømmehal for at afvikle årets regionsmesterskab. I Herlufsholm svømmehal deltog drenge årgang ’98 og ’99 og piger årgang ’00 og ’01 fra 23 svømmeklubber. 20 svømmere havde kvalificeret sig fra Vestegnens Aqua Team Copenhagen (VAT CPH). Efter stævnet kunne de talentfulde svømmere fra VAT CPH bryste sig af 11 guld-, 10 sølv- og 12 bronzemedaljer i de individuelle discipliner. Derudover blev det til 2 guld-, 1 sølv- og 2 bronzemedaljer i holdkapperne.

– Mesterskabet er gået bedre end jeg havde forventet, udtaler cheftræner Mikkel Karklinat.

– Svømmerne satte personlige rekorder i 96 % af deres løb, så jeg ser meget positivt på fremtiden. Særligt har pigerne vist gode forbedringer. Mathilde Laugesen og Victoria Vorm opnåede tilmed kvalifikation til Sjællandske Årgangsmesterskaber og Danske Årgangsmesterskaber.

I Næstved svømmehal mødtes de yngre svømmere: drenge årgang ’00 og yngre og for piger årgang ’02 og yngre. Også her viste Vestegnens svømmere samme gode takter med medaljer, personlige rekorder og kvalifikationer til Sjællandske Årgangsmesterskaber.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top