Forundret over afvisning
GLOSTRUP John Engelhardt er ikke underligt en tilfreds Venstre-mand:

John Engelhardt er ikke underligt en tilfreds Venstre-mand:
– I Venstre er vi selvfølgelig meget tilfredse med, at fremgangen på fire mandater er vekslet om til borgmesterposten og en række vigtige formands- og næstformandsposter i udvalgene. Jeg er stadig forundret over den blanke afvisning fra S, SF og EL omkring konstituering. Som udgangspunkt havde vi tilbudt dem mere, end der nogensinde før er tilbudt til et mindretal i de snart 20 år, jeg har været med i lokalpolitik i Glostrup. Nu håber jeg så, at alle kigger fremad, og at vi i fællesskab kan løse de store opgaver, som kommunerne står over for i de kommende år. Der kommer ikke flere penge i kassen så vi skal simpelthen blive dygtigere til at køre længere på literen, hvis vi fortsat vil forbedre vores velfærd, siger John Engelhardt, der altså blev borgmesteren.
Det var alt eller intet
Engelhardt har dog ikke meget til overs for Peter Sørensens (S) udlægning af forhandlingen bag konstitueringen.
– Jeg kan blot konstatere, på baggrund af et langt indlæg fyldt med løsrevne citater, halve sandheder og formodninger grebet ud af luften, at Peter Sørensen ikke formåede at skaffe sit parti noget som helst i konstitueringsfasen.
Peter Sørensen har ifølge Engelhardt i forløbet ”absolut intet tilbudt som modydelse for at aflevere ganske tunge, indflydelsesrige poster”.
– Og hans krav var alt eller intet. Så ender man som regel på intet. Peter Sørensen må da for min skyld gerne sætte sig hen i et hjørne og surmule alt det han vil de næste fire år, men det forekommer mig ikke at være den bedste forvaltning af det mandat, som han er blevet givet af mange vælgere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top