Anerkendelse til Vallensbæks frivillige
priser2.jpg
Skiløberen Casper Dyrbye fortalte om sine præstationer i det forgangne år. Foto: Vallensbæk Kommune.
VALLENSBÆK Kommunalbestyrelsen i Vallensbæk hædrede i den forløbne uge en række idrætsudøvere og frivillige for deres præstationer og indsats i 2013.

I alt 55 voksne og 208 børn og unge blev anerkendt ved foreningslederfesten og ungdomsfesten, der begge blev holdt på Vallensbæk Idrætscenter.
Der blev uddelt en række priser til frivillige, der har gjort en helt særlig indsats.
Vallensbæk Sejlklubs Peter Ambs, Rita Ambs og Arne Larsen delte prisen Årets Ildsjæl for deres store arbejde med at få administrationen i klubben på ret køl i en turbulent tid.
Finn Blach Pedersen tog prisen Årets Initiativ for at have startet et yoga-hold i Seniorhuset Korsagergård. Holdet blev øjeblikkeligt et kæmpe tilløbsstykke.
Tre frivillige idrætsledere fik hver Ungdomslederprisen: Den engagerede børneinstruktør Bjarne Rørvig fra Vallensbæk Gymnastik, Søren Christiansen fra Vallensbæk Sejlklub, der har bygget ungdomsafdelingen op samt Vallensbæk Fodbolds Allan Jørgensen, der er lykkedes med at skabe et populært fodboldhold for bredden.
Endelig gik Hockerups Mindepris til Vallensbæk Fodbold for det kendetegnende sammenhold og bredden i klubben.
Foreningslederfesten fortsatte med dans til det lokale band Be There Nowhere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top