Berrig stopper: Aldrig skabt til at sidde på pyntepinden
Lions-Club-50-års-jubilæum-børn-og-trafikveste.jpg
Konservative Nina Berrig er meget aktiv i Lions. Her står hun sammen med Glostrups borgmester John Engelhardt og en masse glade børn, efter Lions i 2013 har doneret trafikveste. Foto: Glostrup Kommune.
VALLENSBÆK Politisk ildsjæl Nina Berrig, stopper efter 32 år i amts- og regionalpolik. Sundhed, forskning, etik og kunst tegner hendes politik. Nu banker en ny verden på døren med plads til at dyrke kunsten.

Af Signe Als Nielsen

Hvad fik dig til at stoppe som politiker?
– Når man bliver 70, er fornyelse godt. Men når der er krudt i en, er det meget svært at sige stop. Jeg har selv valgt det. Det var værre, hvis jeg ikke var blevet genvalgt. Man skal holde op, når man føler, man gør gavn og hele tiden giver noget. Jeg har aldrig været skabt til bare at sidde på pyntepinden.
Et travlt politisk liv. I Københavns Amtsråd overtog hun hele 23 poster på socialområdet.
– Jeg fik simpelthen, så hatten passede.
Nina Berrig var, for Det Konservative Folkeparti, i Amtsrådet fra 1982 og de sidste to perioder, hvor regionerne har eksisteret, i Regionsrådet.
– Alt med landspolitik er sjovt. Jeg var i Folketinget som 1. Suppleant og kan lide de store linjer i politik. Som medlem af Forsknings- og Uddannelsesudvalget i Regionsrådet havde jeg god fokus der.

Hvordan påvirkede det dit familieliv at have travlt med politik?
– Min far var blevet pensioneret. Jeg vil påstå, vi havde verdens bedste børnepasningsordning. Han tegnede, fortalte historier og var der, når ungerne kom hjem. Han gjorde en hel masse og var hele vejens ”morfar”. Og jeg har jo en fantastisk tålmodig mand, som var vejchef i Amtet og vidste, hvad det var for et liv.

Kunstinteresse
Nina Berrig talte sin politiske sag, da hun kæmpede for kunstmuséet Arken.
– Først var der ikke stor opbakning, men formanden for Kulturudvalget i Amtet, synes Arken var en god idé, som kom med i deres valgprogram. Så spiste mit eget parti også idéen. Jeg kom så i dommerkomitéen. Blandt 90 arkitektfirmaer kom vinderforslaget til Arken i en blå, billig kuvert. Alle var ved at dåne over vinderne – en ung studerende, Søren Robert Lund, og to medstuderende – ikke de prominente, store arkitektfirmaer. Det var skægt. Og i 15 år har jeg været formand i vores kunstforening i Vallensbæk.

Hvad bringer 2014 for dig?
– Mine mål er, at jeg som kommende formand for Sankt Lukas Stiftelsen, skal ansætte en ny god direktør, levere god markedsføring af Regnbuehuset i Tåstrup, hvor jeg er formand, og forsat dyrke mine netværksgrupper som formand for Lungeforeningens lokalforening i Vallensbæk/Ishøj og virke som præsident i LC LIONS Glostrup. Og jeg vil forfølge min kunstinteresse ved hyppige besøg på Arken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top