Cyklister højresvinger for rødt
BRØNDBY Nu er det endelig lykkedes at få et forsøg i gang, hvor cyklister i Brøndby kan få lov til at svinge til højre for rødt

Vejdirektoratet, har igangsat forsøg i 32 lyskryds over hele Danmark. Et af dem er i Brøndby-krydset ved Vallensbækvej og Søndre Ringvej.
Vagn Kjær-Hansen, der igen for de næste fire år er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Brøndby Kommune, glæder sig.
– Jo mere vi forbedrer cyklisternes mulighed for at komme hurtigt frem, jo flere vil bruge cyklen til deres daglige transport.
I 2011 foreslog Cyklistforbundets afdeling i Brøndby, at kommunen lavede nogle tilsvarende forsøg i tre udvalgte lyskryds. Det blev anbefalet i Miljørepræsentantskabet, men da Teknisk Forvaltning gik i gang med forberedelserne, sagde politiet nej. De krævede at der var fodgængerheller mellem cykelstien og kørebanen, for at forsøgene kunne tillades.
Vejdirektoratets forsøg er etableret uden nogen ekstra helle til fodgængerne, og det giver udvalgsformanden fornyet håb.
– Jeg må gå ud fra, at vi kan gøre lige som Vejdirektoratet i andre kryds, når forsøgsperioden er afsluttet med succes, siger Vagn Kjær-Hansen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top