Søndag 22. oktober 2017
Foto: Colourbox.
Diætist guider i junglen af kostråd og slankekure
GLOSTRUP Glostrups borgere spiser mere usundt end gennemsnittet for regionen, det viste den seneste sundhedsprofil. Rigtig mange glostrupborgere vil gerne ændre på den statistik
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 31. januar 2014, 13:41:35

Glostrup-borgerne er ofte i tvivl om, hvordan de skal gribe ændrede kostvaner an. Derfor tilbyder kommunens diætist nu, som noget nyt, gratis foredrag om de officielle kostråd og sunde spisevaner.
Tv-kanaler og ugeblade er da også spækket med sundheds- og slankebudskaber. Den ene dag er kulhydrat den rene gift, andre dage skal kød eller fedtstof helt udelukkes. Mange af disse kostprogrammer følger modens luner, fx stenalderkost og LCHF (Low Carb High Fat), og de indeholder ofte elementer, der strider imod de officielle danske anbefalinger for sund kost. Stopper du eksempelvis med at spise brød og mælkeprodukter, går kroppen glip af vigtige næringsstoffer, hvis du ikke på anden vis erstatter de manglende næringsstoffer.

Spurgte på gaden
Glostrup Kommunes diætist har spurgt tilfældigt forbipasserende om deres nytårsforsætter, deres kendskab til de officielle kostråd og deres interesse for et foredrag om kostrådene.
Ingen af de adspurgte glostrupborgere kender til fulde de officielle kostråd. De fleste ønsker mere viden om rådene og af nytårsforsætter bliver, udover rygestop, nævnt sundere madvaner, mere motion og vægttab.
Da forudsætningen for at kunne følge de officielle anbefalinger og kostråd er, at borgerne kender rådene, vil Glostrup Kommune nu gøre en indsat for at udbrede og synliggøre de officielle kostråd bl.a. gennem tilbud om gratis foredrag til byens borgere.

Vil gøre forskel
Glostrup Kommune vil være med til at skabe rammerne for det gode liv. Derfor vil der, som noget nyt, blive tilbudt foredrag for byens borgerer om de officielle kostråd for at mindske forvirringen om, hvad der er sundt at spise og drikke.
Det er Fødevarestyrelsen, der står bag Kostrådene, som er skabt i samarbejde med ledende danske forskere i sundhed, kost og ernæring samt skandinavisk og international forskning. Den videnskabelige gennemgang er foretaget af DTU Fødevareinstituttet.
Gode råd for mange
Langt den største del af den danske befolkning kan med fordel leve efter kostrådene. Nogle grupper kan dog have særlige behov, eksempelvis børn under tre år, småtspisende ældre og personer, der har en sygdom, der stiller andre krav til maden.
De nye officielle kostråd, der kan forebygge livsstilssygdomme som hjerte-karsygdomme, diabetes og visse kræftformer, skal guide danskerne til en sundere og mere aktiv livsstil i balance.

Fra uge 7 kan du følge med i kostrådene på Glostrup.dk, hvor der vil blive bragt ét kostråd ugentligt med tilhørende sunde fif og opskrifter. På den måde kan du nøjes med at fokusere på ét kostråd ad gangen og med små skridt lære dem alle at kende.
Nøglehulsmærket og fuldkornsmærket er i øvrigt fortsat gode rettesnore hen imod sundere valg, når der skal købes ind.

Du kan læse mere om kostrådene på altomkost.dk

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER