Tirsdag 24. oktober 2017
Walther Kjøng her i midten ser frem til åbningen. Foto: Park Allé Privatskole
Privatskole for hele Vestegnen åbner i Brøndby
BRØNDBY&GLOSTRUP Kan Kierkegaard og Grundtvig fungere side om side med asiatisk kultur, kampkunst og globalt medborgerskab?
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 16. januar 2014, 13:43:35

Ja, mener initiativgruppen bag Park Allé Privatskole, der i august 2014 slår dørene op for en ny og anderledes skole med hjerte og ambition.
Park Allé Privatskole er den første af sin art i Danmark. Den har – udover en dansk grundskoleuddannelse – kampkunst og daglig bevægelse på skemaet samt tilbud om sprogundervisning i kinesisk og japansk i de ældste klasser. Kendskabet til asiatisk kultur går hånd i hånd med danske værdier og forener initiativgruppens ønske om at skabe en helhedsskole, der giver mening:
– Idræt og bevægelse forbedrer indlæringen betydeligt. Derfor er der idræt for alle, hver dag, i form af almindelig sport og kampkunst, der ligesom de boglige fag tilpasses i forhold til den enkelte elev, fortæller lærer Walter Kjøng, der ud over at være en af skolens initiativtagere også er leder af Glostrup Karateklub.
Park Allé Privatskole vægter tryghed, god omgangstone og fællesskab meget højt. Derfor er der kun 300 pladser fordelt på 0.- 9.klasse.
– Vores mål er at skabe et mobbe-frit miljø på skolen, og på en lille skole kender alle hinanden. Det skaber tryghed og fællesskab. Forholdet til elevernes nære familie har også stor betydning, så tæt forældrekontakt og tydelige voksne i hverdagen er med til at tage eventuelle konflikter i opløbet, siger Walter Kjøng om skolen, der også får modtageklasser til elever med primært asiatisk baggrund.

Baggrund i karate
Det er med baggrund i Glostrup Karateklub, at initiativgruppen fik idéen til en skole, der kunne forene det bedste fra den danske folkeskole med det samme fra den asiatiske kultur. Efter flere års arbejde er det nu lykkedes i et samarbejde med Brøndby Kommune og Nordea Ejendomme at realisere privatskoleprojektet i Brøndby Sprogcenters tidligere lokaler på Park Allé 292. Skolen indrettes med ungdomsmiljø, fagområder og tumleplads, så eleverne har mulighed for at være sammen med jævnaldrende eller finde sammen om et fag.
Skolen ønsker desuden at være en del af lokalsamfundet som kulturelt vækstcenter, og vil tilbyde billedskole og asiatisk kulturcenter til fritidsbrugerne.
Arbejdsgruppen bag skolen består af erfarne, kompetente lærere samt idrætsledere fra karatemiljøet.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER