Ridning handler om meget andet end heste
børn-der-trækker-heste-ind-fra-fold.jpg
Rideskolen har 350 elever. Af dem er der mange såkaldte "hestepiger". Foto: Arkivfoto.
VALLENSBÆK I 25 år har man kunnet lære at ride på rideskolen i Vallensbæk. Men ridning handler om mere end heste.

Af Heiner Lützen Ank

– Ridning er mere end det at sidde på en hest en time om ugen. Pernille Klingert er leder af den kommunale rideskole i Vallensbæk, og ifølge hende er hesten blot et element blandt flere, der får piger og drenge til at bruge mange timer på rideskolen hver uge. For ved siden af hesten er fællesskabet og det selvværd, mange af børnene får ud af ridningen, ligeså vigtig:
– Jeg tror, pigerne har mulighed for at bruge noget af den omsorg, som mange af dem har. Heste er sociale dyr, og de kan godt lide at blive striglet og talt til. Det mærker pigerne.
Ni ud af ti af elevene på rideskolen er piger, og der er ifølge Pernille Klingert en grundlæggende forskel på, hvorfor piger og drenge går til ridning:
– Drenge er mere konkurrencemindede, de vil gerne vinde. Pigerne derimod kan godt lide den tætte kontakt til hesten, og så er der også det ved det, at nogen af dem opdager, at de kan noget andet. Vi har nogle stille piger, som måske har det svært andre steder, men som oplever, at de sammen med hesten kan noget andet, at der er noget, de er gode til.
Den stærke følelse af fællesskab
Heste er ifølge Pernille Klingert meget sociale, og det er noget af det, pigerne godt kan lide:
– Det er naturligvis en stærk oplevelse for en lille pige at komme ind i en stald, og når så hesten genkender hendes stemme, at den begynder at vrinske. Det gør indtryk på pigerne.
En anden ting, pigerne er glade for, men som de måske tænker så meget over, er den magt de har over et andet væsen, der er meget støre og stærke end dem selv:
– Der er for pigerne noget fantastisk ved at kunne tæmme så stærkt et dyr. Jeg tror ikke, de helt tænker over størrelsesforholdet, men de kan godt lide at kunne få så stort et dyr til at adlyde. Det giver selvtillid.

Ridning og lektiehjælp
Rideskolen i Vallensbæk har 350 elever. De fleste af dem bruger mange flere timer på skolen end den ene time om ugen, hvor de rider. Det gør de, ifølge Pernille Klingert fordi, der er godt fællesskab. Men også fordi rideskolen gør sig umage for at hjælpe dem på forskellig vis:
– Vi laver café og forskellige lejre, og så har vi også en lektiecafé. Der er en far, der er rigtig god til matematik, og han hjælper de børn, der gerne vil have det.
En af de indvendinger, mange forældre har i forhold til at lade deres børn gå til ridning, er, at det er dyrt. Pernille Klingert, kan godt se, at små 500 kr. om måneden kan være mange penge, men på den anden mener hun, at man også kan opfatte prisen som billig:
– Når man tænker på, hvor mange gange, pigerne kommer forbi i løbet af en uge og lige skal strigle eller give hesten en gulerod, så er det billigt, for et koster altså ikke noget, og man må være her lige så meget, man vil.

Om skolen
– Rideskolen har 350 elever-
– Der er 27 kommunalt ejede heste på rideskolen
– Der er ca. 50 undervisningshold om ugen.
– For børn fra Vallensbæk kommune koster det 460 kr. om måneden at gå til ridning. For elever udenfor kommunen koster det 525 kr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top