SF stiller krav til Børneintra
GLOSTRUP SF stillede på oktobermødet i Børne-Skoleudvalget krav om brugervenlighed til et nyt Børneintra. Alt bør kunne nås med et klik fra forsiden, og platformen skal have en god mobilapp. Glostrup skal investere i en ordentlig løsning fra starten, siger SF.

Glostrups daginstitutioner skal have et Børneintra, der matcher det intranet, vi kender fra skolen. Det har længe været et ønske fra forældrene, som gerne vil kunne se billeder fra deres børns hverdag, følge med i hvad de får at spise og slå op i kalenderen hjemmefra. For pædagogerne kan et komme/gå-modul være med til at lette hverdagen, ligesom ferie-og sygemelding, kan læses af personalet, når det passer ind i børnenes rytme. Det skal gerne give mere tid til børnene og mindre tid på administration.
Sådan forklarer SF i en pressemeddelelse.
Den 15. august 2012 igangsatte kommunalbestyrelsen et pilotprojekt med BørneIntra i daginstitutionerne Hvissingegården og Skovager, hvor institutionerne testede en mulig platform. Der blev i efteråret 2013 lavet en evaluering, hvor kommentarerne viste, at erfaringerne var meget blandede.
– Det var slående, hvor mange der rent faktisk havde problemer med interface, brugervenlighed og login. Der var problemer med at finde rundt i kalender, tilmeldingsfunktioner m.m. Alligevel lød indstillingen, at man nu skulle udrulle dette Børneintra til alle Glostrups daginstitutioner, påpeger Mette Vennerstrøm fra SF.

Invester med omtanke
SF var chokeret, påpeger Vennerstrøm.
– Ville man udrulle noget til alle institutioner, som fungerede så dårligt og var så svært at bruge for forældre og pædagoger? Ville man end ikke undersøge, om der var andre og bedre platforme på markedet, inden man kastede penge efter projektet?
Heldigvis har tonen og lydhørheden i Børne- og Skoleudvalget ifølge Vennerstrøm og SF altid været god i den tid, hun har siddet der.
Udvalget lyttede til SF’s indstilling og var med på at sende sagen tilbage til administrationen med henblik på at undersøge alternative platforme.
– Hvad endnu bedre er, så har SF’s opråb også medført, at man denne gang tester yderligere to platforme, opstiller specifikke krav til funktioner og inddrager forældrene mere aktivt i valget af den endelige platform, siger Vennerstrøm.

Intra med indhold
Et Børneintra bør ifølge SF indeholde en generel introduktion til vuggestue og børnehave i Glostrup. En beskrivelse af, hvordan hverdagen ser ud, og hvad børnene skal have med af tøj og lignendende, samt titel, stue og billede af de ansatte vil også have store fordele for forældre til nyindskrevne børn i en af kommunens daginstitutioner. Man kunne ifølge SF også med fordel dele referater fra forældrebestyrelse, link til læreplaner og kvalitetsrapporter på et sådant Børneintra.
– Ligesom ugens madplan og billeder fra ugen der gik helt sikkert vil falde i god jord hos forældrene. Desuden er en god kalender, hvor man også kan tilmelde sig email-påmindelse om arrangementer, af stor vigtighed. Og så skal forældrene selvfølgelig kunne indtaste sygdom og ferie med en eventuel kort kommentar til gavn for personalet, siger Vennerstrøm.
– Hvis Børneintra skal blive en succes, så må man ikke glemme at lave faste retningslinjer for, hvad personale og forældre skal bruge systemet til og hvornår, samt, hvad man hver især kan forvente sig af hinanden. Som flere forældre er inde på i evalueringen, så er det vigtigt at pointere, at dette skal frigive tid til personalet og ikke omvendt. Derfor er det også nødvendigt, at personalet har de fornødne tekniske løsninger til rådighed, og nettet skal selvfølgelig fungere ude på alle institutioner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top