VAT CPH dominerede ved årgangsdystene
VAT-CPH_DÅM-K.jpg
Hele det stærke hold fra VAT Copenhagen der deltog i Danske Årgangs Mesterskaber på kortbane i Thisted. Det blev til 16 medaljer i alt - og en anden plads i medaljestatistikken. Foto: Jesper Nielsen/VAT CPH.
SPORT VAT Copenhagen har fået nye danmarksmestre ved Danske Årgangs Mesterskaber på kortbane i Thisted. I alt 16 medaljer og en flot anden plads i medaljestatistikken

30 svømmere fra VAT Copenhagen tog til Thisted for at deltage i Danske Årgangs Mesterskaber på kortbane for piger 13/14 år og drenge 15/16 år. Efter det tre dages lange stævne kunne de vende hjem med i alt 16 medaljer. Og en samlet anden plads i medaljestatistikken.
– Jeg er meget tilfreds med svømmernes niveau. De satte personlige rekorder i ca. 85% af løbene. Det er mere end godkendt, fortæller Mikkel Karklinat, træner for VAT Copenhagens årgangshold.

Dobbelt og tredobbelt
VAT CPHs nye danmarksmestre er Marcus Dan Hansen (Glostrup), Johan Bragason (Vallensbæk) og Phoebe Linde Atkins (København). Marcus blev danmarksmester i 100 m bryst og 200 m medley. Johan blev danmarksmester i 50 og 100 m fri samt 200 m ryg. Phoebe blev danmarksmester i 400 og 800 m fri.

Flere medaljer
Ydermere fik Marcus sølv i 400 m medley og 100 m butterfly samt bronze i 200 m bryst. Johan fik sølv i 200, 400 og 1500 m fri samt i 100 m ryg. Phoebe fik bronze i 200 m fri.
Sammen med Mads Ørsted Nielsen (Tåstrup) og Mathias Immerkjær (Tåstrup) svømmede Marcus og Johan sig også til en bronze medalje i holdkappen 4 x 100 m fri.

Næste udfordring
Med svømmernes gode formkurve tegner det sig meget lovende for det næste store stævne, som er Danske Mesterskaber for hold – piger 13/14 år og drenge 15/16 år. VAT Copenhagen er vært ved stævnet, der afvikles i Vesterbro Svømmehal den 1. og 2. februar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top