Ibs nye erhvervsstrategi
DEBAT Af Mette Engelbrecht, kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre i Brøndby

Ny erhvervsstrategi i Brøndby meddeler Borgmesteren. Og i dette tilfælde er vi i Venstre kun glade, når Ib Terp præsenterer Venstres erhvervspolitik som sin egen i forrige uges Folkeblad. Som flere deltagerne til valgkampens debatter kan bekræfte, var netop ”håndholdt erhvervsstrategi” en vision Venstre nævnte flere gange, også i påhør af flere erhvervsdrivende, der synes mere end godt om Venstres visioner for erhvervslivet i Brøndby. Så hvis borgmesteren vil det, så er der mere af den gode politik, visioner og ambitioner hos Venstre -det eneste der skal til, er viljen til dialog – og dette ikke kun gennem folkebladet.
Men når kommunikation nu en gang foregår gennem vores alle sammens Folkeblad, så må det være på sin plads at foreslå, at det resterende af Venstre idékatalog over en vellykket erhvervsstrategi ligeledes implementeres, således at den fulde effekt opnås.
Venstre er imødekommende for dette forslag, men vil dog tillade at nævne, at erhvervsstrategien også indeholder en virksomhedsservice med udgangspunkt i ”One Stop Service” med 48 timers sagsbehandlingstid på alle henvendelser, der omhandler cvr. registrerede virksomheder, at virksomhederne kan booke aftale med kommunens ansatte via nettet i det tidsrum der passer virksomheden, og afholde møde med en kontaktperson fra kommunen, når det passer ind i virksomhedens kalender, og undgår at skulle stå i kø på kommunen og spilde tid, der kunne bruges i virksomheden. Vi har i vores erhvervsstrategi også en iværksætterstrategi som vil hjælpe flere i gang med at skabe flere erhverv i Brøndby. Vi ønsker også at holde fast i De Konservatives forslag om en erhvervskonsulent eller enhed, der aktivt skal styrke Brøndby kommunes brand, og promovere byens unikke beliggenhed til virksomheder uden for kommunen. Som en sidegevinst til et driftigt erhvervsliv er risikoen blot flere lokale arbejdspladser.

Svar fra borgmester Ib Terp (S):

Vi prøver hele tiden at forbedre vores service, både over for borgerne og erhvervslivet. Det er ikke specielt Venstres ønske.
Der er ingen, der behøver at stå i kø på rådhuset. Man kan aftale en tid. Men henvendelser kommer ikke altid jævnt. Så hvis vi altid skulle være i stand til at færdigbehandle sager inden for 48 timer eller altid kunne holde møde med med en virksomhedsleder med ultrakort varsel og præcis, når det passer denne, skulle vi have en kraftig overkapacitet. Det vil vi ikke lade skatteborgerne betale for. Det nye Venstre i Brøndby viser igen sin mangel på proportionssans.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top