Thomas fylder skoene ud hos Paw Sko
IMG_9729.jpg
Bestyrer i Paw Sko i Glostrup Shoppingcenter, Thomas Madsen, ser frem til at give kunder en masse gode priser på sko. Foto: MO.
GLOSTRUP Paw Sko fylder 40 år, og det fejres i Glostrup Shoppingcenter, hvor kunderne kan se frem til et brag af en fest med gode tilbud og sjove konkurrencer

Det var et sats af de større, da Povl og Agth Wentzel 1. februar 1974 slog dørene op for Paw Sko. Med pantsættelse af privatboligen, men også med en tillidsfuld bankforbindelse, en række leverandører, som troede på projektet samt engagerede medarbejdere, der havde fået en ny chance, startede Povl og Agth virksomheden op på fire af de afviklede Hector Sko-butikker.
Det stod ikke skrevet, at det pr. automatik skulle blive en succes. Det var vanskelige tider i midten af halvfjerdserne. Foruden afviklingen af tidligere tiders mastodont i skobranchen, Hector Sko, havde man også set andre af de store skokæder, Como og Angulus Sko, dreje nøglen. Andre brancher var lige så hårdt ramt. Schous Varehus, Tatol Udsalg og stormagasinerne Crome & Goldschmidt og Fonnesbech måtte give op i et marked, hvor også mindre enkeltmands-ejede firmaer segnede på stribe.
Men med tæft og flid, nærvær og fremsynethed kom Paw Sko godt fra land.
Også i Glostrup, hvor Thomas Madsen er bestyrer på tredje år. Sidste år var det ti år siden at, Paw Sko åbnede i Glostrup Shoppingcenter.
Sammen med to andre fuldtidsansatte og seks deltidsmedarbejdere hos Paw Sko i Glostrup Shoppingcenter glæder hans sig til at fejre, at Paw Sko nationalt fylder 40 år. Jubilæet fejres med, at kunderne kan se frem til masser af gode tilbud og konkurrencer.
– Jeg kan ikke afsløre, hvad præmierne bliver, men det bliver rigtig fint, siger Thomas Madsen i Glostrup.

Stor ære i kundepleje
Thomas Madsen startede med at arbejde med sko og textil for 14 år siden, da han fik et job i Føtex’ textilafdeling. Hans 12 år i Føtex’ textilafdeling har givet Thomas Madsen en god ballast.
– Den ville jeg gerne prøve af udenfor Føtex’ mure. Jeg faldt over opslaget, om at Paw Sko manglede en bestyrer, og så det som en naturlig videreførelse af mine interesser indenfor sko og textil. Og nu, næsten tre år senere, er interessen blot blevet større og større. Jeg er blevet bidt af skobranchen, med de mange gode oplevelse den har givet mig, og kunne derfor ikke drømme om at droppe dette, siger Thomas Madsen.
Han deler med Folkebladet, at der er forskel på alle kunder fødder, og at han hurtigt har lært fra de i butikken længst ansatte medarbejdere, hvordan hver kundes behov kommer øverst på skamlen, når han eller hun skal prøve sko.
– Der er mange forhold at tænke over, når man skal have en sko. Og hos os er tiden der til, at kunden får den rigtige behandling. Vi sætter en stor ære i at lære vores kunder at kende, således vi kan give den bedste service. I et lokalt center som dette har vi fingeren på pulsen hos vores kunder. Vi ved, som regel, hvilke varer der går til vores kunder, og sætter derfor en ære i at kunne tilbyde disse. Mange kommer igen og igen, og det er super fedt at de siger at de har været tilfredse med skoene, og at den bare lige passede som den skulle, siger Thomas Madsen.
– Vi har mange gode oplevelser med vores kunder, men dem, som især brænder sig fast er dem hvor kunder inderligt takker for hjælpen, nærmest som en stor sten faldt fra hjertet. Derudover, går vi aldrig af vejen for en god sludder med vores kunder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top