Politikere har udsigt til højere vederlag
BRØNDBY Steen Andersen fra Enhedslisten i Brøndby er ikke meget for, at 19.000 kroner årligt i højere vederlag kan være på vej til ham og de andre folkevalgte. Borgmester Ib Terp glæder sig

Det er ifølge DR og Ritzau en stigning i vederlag på næsten en tredjedel, som landets kommunal- og regionspolitikere får ud af en ny politisk aftale. Lønstigningen, som træder i kraft 1. juli, er på 29,2 procent, viser en opgørelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.
I en pressemeddelelse begrunder økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) stigninget i vederlaget til lokalpolitikerne med, at det siden 1996 ikke er fulgt med udviklingen i løn.
– Vores lokalpolitikere laver et vigtigt stykke arbejde, og over de seneste år er både arbejdsbyrden og ansvaret vokset. Derfor er det i orden, at de får reguleret deres løn, siger Vestager.
Med den nye politiske aftale mellem regeringen, SF, Venstre og De Konservative på Christiansborg vil lokalpolitikerne få vederlaget sat op på et niveau, der svarer til lønudviklingen på det kommunale og regionale arbejdsmarked siden 1996. I kroner og ører betyder forøgelsen i vederlag, at politikere i landets kommuner under 80.000 borgere, såsom Glostrup, Brøndby og Vallensbæk, går fra et fast vederlag på 66.388 kroner i 2013 til 85.773 med den nye aftale. En årlig lønstigning på 19.385 kroner.
– Jeg finder det positivt, at de menige medlemmer får et løft af deres grundvederlag. Det lyder voldsomt med 29,2 procent, men det er altså kun godt 19.000 kroner om året, siger borgmester Ib Terp (S).

Mening i stigning
Ib Terp mener, at for de ”helt menige” medlemmer – altså medlemmer, der ikke har formandsposter – er reguleringen efter hans mening tiltrængt.
– Der er helt klart tale om et stigende arbejdspres. Udvalgsformænd, som får mere end dobbelt så meget som de ”helt menige”, bør ikke fordømme disses ret beskedne løft. Det virker ærlig talt lidt letkøbt, siger Ib Terp.
Hos Enhedslisten i Brøndby er Steen Andersen langt fra begejstret for udsigten til højere vederlag.
– Personligt synes jeg, at det er grotesk i en tid hvor vi konsekvent skærer ned på ydelserne til de ti procent fattigste i befolkningen, ser direktørlønninger og aftrædelsesordninger som er ekstravagante. I Brøndby Kommune har vi en besparelse på kontanthjælpen på 16 millioner kroner, og de skal så åbenbart i pengekassen til kommunalpolitikere, som i forvejen tjener ganske godt. Det er ikke god stil, siger Steen Andersen og påpeger, at der da også skal et flertal i Folketinget til, før forhøjelsen af vederlag er i hus til de folkevalgte, siger Steen Andersen.
– Jeg synes dog at kommunalpolitikere fortjener større anerkendelse for det job eller ”kald”, de udfører. Det behøver ikke være i form af kontanter. Det kunne de så løfte på en sådan måde, at vi også ser vælgerbefolkningen møde til valgene i et noget større antal.

– Det er helt rimeligt
Vagn Kjær-Hansen (SF)  er en af dem, der synes, at en lønstigning er på sin plads.
– Det er helt rimeligt, at kommunalbestyrelsesmedlemmer får mere i løn. Kommunalreformen betød større ansvar og mere arbejde for mange politikere, og samtidig er lønnen som lokalpolitiker ikke fulgt med almindelige lønudvikling i Danmark. Det bliver der så rettet op på nu.
Vagn Kjær-Hansen (SF) er ikke enig med Steen Andersen i sammenhængen mellem kommunale besparelser og stigninger i vederlaget.
– Jeg kan godt forstå, at lønnen ikke blev sat op, mens vi var i gang med de store sparerunder. Det havde været et dårligt signal at sende. Men ellers hænger de to ting jo ikke sammen. Det er ikke politikernes skyld, at krisen kom og tvang de fleste kommuner til at spare.
Vagn Kjær Hansen mener, at lønnen efter den kommende lønstigning er rimelig i forhold til arbejdet som kommunalbestyrelsesmedlem.
– Jeg får i dag en kvart borgmesterløn for at være udvalgsformand, og det synes jeg er en rimelig løn for det arbejde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top