Skiftedag i BIF-bestyrelse
FODBOLD Bestyrelsen for Brøndby IF tager til efterretning, at aktionær Jan Bech Andersen ønsker at stille sit eget hold. Det skriver brondby.com

At Jan Bech Andersen vil stille sig eget hold til bestyrelsen betyder, at bestyrelsesformand Aldo Petersen, næstformand Jesper Holm Hansen samt bestyrelsesmedlemmerne Jan Leth Christensen, Hugo Andersen, Niels Erik Nielsen og Morten Holm fra den nuværende bestyrelse ikke genopstiller på den ordinære generalforsamling den 10. april.
Jan Bech Andersen foreslår følgende seks medlemmer til bestyrelsen: Morten Albæk, Jan Bech Andersen, Sune Blom, Jim Stjerne Hansen, Thorleif Krarup og Jesper Møller.
– Jeg er stolt over, at vi har ydet et bidrag til, at Brøndby IF et år efter at klubben var truet på eksistensen har fået optimismen tilbage. Brøndby IF er blevet styrket med markante profiler både på og uden for banen. Tilførslen af sammenlagt 224 millioner kroner har givet virksomheden ”muskler” og tryghed. Jeg ved, at Brøndby IF er klar til at tage det næste ryk. Virksomheden er rustet til fremtiden, siger bestyrelsesformand Aldo Petersen til brondby.com.
– Personligt har jeg kendt betingelserne fra den første dag. Aktionærerne bestemmer, hvem der skal sidde i bestyrelsen for virksomheden. Det er Jan Bech Andersens ret og pligt at sætte det hold, han mener tjener virksomhedens interesser bedst. Sådan er spillereglerne, og dem respekterer jeg til fulde.

Har været en kamp
– Jeg vil gerne sige tak til alle medarbejdere i organisationen og den sportslige afdeling. En enig og loyal bestyrelse har stået bag alle store beslutninger, der er truffet, og jeg har haft et godt samarbejde med mine kolleger i bestyrelsen. Kampen for at få Brøndby IF tilbage har virkelig været en kamp. Men det har først og fremmest været skægt og givende. Noget af det mest spændende, jeg har prøvet i mit liv, siger Aldo Petersen.
Som det fremgår af en fondsbørsmeddelelse, der blev udsendt tidligere i dag, har aktionær Jan Bech Andersen, der besidder 26,42 procent af aktierne i Brøndby IF, foreslået valg af seks kandidater på den ordinære generalforsamling om en uge.
– Jeg er taknemlig for al den tid og energi, bestyrelsen med formand Aldo Petersen i spidsen har lagt i virksomheden.  Aldo Petersen har med sit stærke engagement været en visionær leder, der har drevet projektet. Bestyrelsen har skabt rammerne for fortsat fremgang for selskabet, siger Jan Bech Andersen.
– Mit håb er, at de kandidater, jeg foreslår, kan fortsætte processen og være med til at udvikle Brøndby IF yderligere i næste fase. Det er samtidig meget vigtigt for mig at understrege, at det er generalforsamlingen, der bestemmer, hvem der skal vælges til bestyrelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top