Sund april i Brøndby Strand
BRØNDBY I april måned sætter Brøndby Strand fokus på sundheden. Og på hvor sjovt sundhed kan være

I hele april summer Brøndby Strand af sjove, spændende og inspirerende sundhedsaktiviteter på gader og stræder, i aktivitetshusene og i gårdene.
Det første arrangement fandt sted d. 6. april, hvor der var sundhedsbazar i Kulturhuset Brønden. Her kunne man bl.a. opleve et foredrag med Michelle Kristensen, som er kendt fra Go’ kuren på TV2.
I sit foredrag gav hun tips og tricks til et sundere liv med bedre kostvaner og mere motion. En af de ting, Michelle Kristensen kommenterede i foredraget, er den frugtform, nogle danskere har fået:
– Vi er blevet en æbleformet nation. Vi kvinder skal tilbage i pæreformen og mændene skal være bananer igen. Mændene er også blevet æbleformet. Og æbleformen er ikke god for sundheden. Det ekstra fedt om maven øger risikoen for livsstilssygdomme.
På sundhedsbazaren kunne man også få målt sin lungefunktion af Brøndby Kommunes KOL-sygeplejerske, møde Kræftens Bekæmpelse, AIDS fonden og få inspiration til et aktivt fritidsliv i de lokale foreninger.

Kulturløb
For dem, der ikke nåede at være med til sundhedsbazaren er der stadig mulighed for at være med i sundsprojektet. Søndag den 27. april er der nemlig kulturløb med start og mål ved Kulturhuset Brønden. Kulturløbet er et motionsløb på fem kilometer, som man både kan gå og løbe. Ruten fører deltagerne gennem Brøndby Strands skønne grønne områder og karakteristiske bebyggelse. Undervejs bliver deltagerne mødt af spændende oplevelser. Kulturløbet er et rigtigt familiearrangement og løbet er absolut for alle. Også dem, der ikke bor i Brøndby Strand.

Åbne døre
I løbet af måneden åbner bydelens foreninger og klubber op for motion- og træningstilbud. Det er naturligvis helt gratis. Man kan fx danse zumba i Rheumhus, prøve cricket for børn mellem 7 og 11 år i Svanholm Cricketklub eller deltage i træning for kvinder i Halling Motion.

Se mere på på
brondbystrand.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top