Ukendt motiv bag mands selvmordsbrand ved rådhus
IMG_28951.jpg
Politi og ambulance mødte frem ved rådhuset i Brøndby, der holdt lukket resten af tirsdagen. Foto: Mathias Øgendal.
BRØNDBY En mand satte ild til sig på Brøndby Rådhus i sidste uge og er død. Ikke muligt at forebygge alle ulykkelige hændelser, siger borgmesteren, der peger på, at man er åbne for forbedringer

De umiddelbare undersøgelser tyder på, at manden efter henvendelse på Rådhuset overhældte sig med brandbar væske og satte ild til sig selv. Det har vidner fortalt Københavns Vestegns Politi.
Ilden blev slukket af brandvæsenet, hvorefter manden blev kørt på hospitalet i kritisk tilstand. Han afgik ved døden kl. 12:22 sidste tirsdag.
Der er tale om en 40-årig mand, og familien er underrettet. Københavns Vestegns Politi har undersøgt omstændighederne bag dødsfaldet, der betragtes som selvmord, og frigiver ikke flere detaljer.
Københavns Vestegns Politi kørte cirka 30 personer fra Rådhuset til krisebehandling. Brøndby Rådhus var lukket resten af tirsdagen og dele af onsdagen i sidste uge.
Borgmester Ib Terp bekræfter over for Folkebladet, at en 40-årig borger har valgt at tage sit liv ved at overhælde sig med brandbar væske og sætte ild til.
– Motivet til den ulykkelige hændelse får vi næppe klarhed over, og vi vil ikke finde det rigtigt at gætte på det, siger Ib Terp.
– Mange af vore medarbejdere er dybt berørte og har fået psykologisk krisehjælp. De, der har brug for det, vil få fortsat krisehjælp.

Sikkerhed på rådhuset
Det er uvist, hvad den 40-årige mand havde talt med en medarbejder på rådhuset om.
– Vi ved ikke, om der er tale om utilfredshed med tilværelsen i almindelighed, eller han har følt sig dårligt behandlet, sagde Ib Terp til Ekstra Bladet.
– Det hænder også på Brøndby Rådhus, at der er diskussioner mellem borgere og medarbejdere.
Ib Terp afviste i sidste uge at tage stilling til, om sikkerheden på rådhuset er høj nok.
– Man kan ikke værne sig imod enhver ulykkelig hændelse. Der kommer tusindvis af borgere, som får hjælp på rådhuset, og det skal også være tåleligt for dem at komme, uden at de skal føle sig overvåget.
Folkebladet har nu fået en kommentar fra borgmesteren.
Til Folkebladet siger Ib Terp mandag efter at være spurgt om beredskabet fremadrettet.
– Vi må se i øjnene, at det ikke er muligt at forebygge alle ulykkelige hændelser. Hverken på Brøndby Rådhus eller andre steder i samfundet.  Men vi gennemgår naturligvis nøje sagsforløbet for at vurdere, om der er noget vi kan gøre bedre. Herunder vil vi vurdere, om det fysiske beredskab – som fungerede godt den 1. april – kan forbedres. Ikke bare ved brand, men også ved andre tænkelige voldsomme hændelser, siger Ib Terp.

Ved du noget?
Folkebladet modtager gerne tips og kommentarer i sagen til journalist Heiner Lützen Ank på heiner@folkebladet.dk eller 43466722.

3 kommentarer om “Ukendt motiv bag mands selvmordsbrand ved rådhus”

  1. Morten Grabowski siger:

    Hej Mads!

    Godt at der endelig er nogen som prøver at følge op på denne ulykkelige historie, men ville det ikke være muligt at få mere ud af borgmester Ib Terp? Det er jo nok mere end sandsynligt at denne borgers selvmord var en konsekvens af mødet på kommunen. Kan det passe at de må tilbageholde oplysninger om hvad mødets indhold var?

    Venlig hilsen

    Morten Grabowski

  2. lotte lassen siger:

    Ja, det er godt at der stadig bliver fulgt op på den tragiske hændelse så årsagen til det skete kan afklares. Som Morten Grabowski skriver må det være muligt at få flere informationer fra rådhuset samtidig med at man personbeskytter personnalet.
    På nettet kan man se at mange har følt sig dybt berørt af hændelsen og afventer mere information om det skete. I pressen er det oplyst at manden havde været til møde med en sagsbehandler, som ikke endte, som den 40-årige havde håbet. At han hjemmefra må have truffet beslutningen om at udfaldet af sagen ville få betydning for om han ønskede at leve eller dø synes derfor helt åbentlyst.

    med venlig hilsen
    Lotte Tauber Lassen

  3. jane siger:

    Mine tanker går ofte til den stakkels mand og hans familie. Det værste er at side tilbage og tænke: jeg forstår godt, at han kunne komme helt derud, hvor han følte det var han sidste mulighed.
    Jeg kender til flere, der efter at have haft kontakt med Brøndby kommune, er blevet tvunget i knæ. Det har haft store konsekvenser for personerne. Personer der har haft brug for hjælp af den ene eller anden karakter. Den behandling man møder på Brøndby kommune er yderst kritisabel på SÅ mange punkter. Og borgmesteren er en del af dette, da han jo er chef for medarbejderne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top