1. maj i Vallensbæk
Vallensbæk1.jpg
Blandt talerne ved Socialdemokraterne i Valensbæks 1. maj-arrangement var den nyslåede folketingskandidat Mattias Tesfaye. Foto: Vagn Hoffmann.
VALLENSBÆK Som i resten af landet markerede Socialdemokraterne i Vallensbæk 1. maj med sang og taler. Cirka 50 mødte op

Socialdemokraterne i Vallensbæk afviklede deres 1. maj-arrangement i høj solskin og på Korsagergård. Det var et velbesøgt møde, som blev indledt med, at deltagerne sang når jeg ser et rødt flag smælde, mens flaget blev hejst. Mattias Tesfaye (S) holdt sin første 1. maj- tale som nyvalgt folketingskandidat for Brøndbykredsen. I den sagde han blandt andet:
– I dag fylder østudvidelsen ti år. Jeg må indrømme, at jeg er blevet overrasket over, hvor omfattende underbetalingen har udviklet sig i en række brancher. Det gælder for eksempel indenfor chaufførområdet, rengøring, landbrug og byggeri. Østudvidelsen har været en lektion i, hvordan det danske samfund vil se ud, hvis ikke vi fastholder en stærk fagbevægelse.
Mattias Tesfaye (S) benyttede også lejligheden til at kritisere den tidligere regering:
– De første syv år med åbne grænser havde vi en VK-regering med Dansk Folkeparti som støtteparti. Det betød desværre, at den sociale dumping fik lov til at løbe løbsk, og plattenslagerne fik syv års forspring. Det er først med den nye regering, at der for alvor bliver taget initiativer mod snyd og bedrag på arbejdsmarkedet.

Tilfredshed med arrangementet
Søren Wiborg var bagefter en glad formand:
– Det har været en rigtig god dag med rekord deltagerantal til vores lokale arrangement. Ud over Mattias rigtig gode tale, så glædede det mange af deltagerne, at vores tidligere folketingskandidat og nuværende Regionsformand Sophie Hæstorp Andersen også kiggede forbi og sagde tak for indsatsen og støtten i forbindelse med hendes valgkamp sidste efterår.
Søren Wiborg havde imidlertid ikke kun ros til Mattias Tesfaye (S):
– Vi har bevaret en god kontakt til fagbevægelsen, hvilket formanden for Metal Hovedstaden, Rene Nielsen, også kvitterede for i sin tale, og endelig er fremtiden sikret via vores taler fra DSU Maja Vedel Dyrkjær, som leverede en peptalk, om at vi skulle være stolte over at være Socialdemokrater.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top