Mandag 23. oktober 2017
Jose Ariel Nunez skulle kun bruge 20 minutter til at score to gange mod FC Midtjylland i torsdags. Foto: Brian L. Jensen.
Brøndbys op- og nedtur
FODBOLD Brøndby IF udspillede FCM fuldstændig i torsdags, men måtte skuffende nøjes med et point mod Randers FC
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 14. maj 2014, 13:18:04

Den forgangne uge bød på to Superliga kampe for Brøndby IF. I torsdags var FC Midtjylland på besøg. Midtjyderne kunne med en sejr holde fast i 1. pladsen i ligaen, men de lignede på ingen måde et tophold i først halvleg. Brøndby udspillede dem fuldstændig. Efter 20 minutter havde Jose Ariel Nunez scoret to gange, og efter en halv time gjorde Simon Makienok det til 3-0,og så håbede fansene på Brøndby Stadion på en storsejr. Fem minutter senere fik Sylvester Igboun dog udlignet til 3-1, som den også stod ved pausen. I anden halvleg tog Brøndbyspillerne den mere med ro og sparede på kræfterne til kampen søndag mod Randers FC, så 2. halvleg blev en halvkedelig omgang, hvor begge hold godt vidste, hvem der havde vundet kampen. Kampen endte 3-1.

Skuffelse mod Randers
I søndags var det så Randers, der var på besøg på Brøndby Stadion. Randers havde ikke noget at spille for, så de fleste havde forventet, at Brøndby, der stadig kunne nå bronzemedaljerne, ville fortsætte det gode spil fra kampen mod FCM. Det skete absolut ikke. Efter en halv time bragte Ronnie Schwartz gæsterne foran 0-1. I 2. halvleg fik Brøndby lidt bedre styr på spillet og kom frem til nogle chancer. Simon Makienok udnyttede en af dem til 1-1. I slutningen af kampen var Randers igen rigtig tæt på at bringe sig foran, men bolden dansede på stregen, og kampen sluttede 1-1.

Fans Udvandrede
I kampen mod FC Midtjylland valgte fangruppen Alpha at forlade stadion, lige inden kampen skulle starte. Gruppen står på centrum af Sydsiden og styrer megafoner og tromme, så selvom det ikke var mange fans, der forlod stadion, var der et hul i stemningen. De resterende fans på Sydsiden fortsatte dog opbakningen til holdet. Stemningen blev mere spontan, og der blev startet sange rundt omkring på tribunen, men uden nogle centrale kræfter til at holde styr på tingene, kom sangene hurtigt ud af takt og døde.
Fangruppen Alpha valgte at forlade stadion, fordi de var utilfredse med kommunikationen fra klubben, da en af de personer, der plejer at stå med megafon og skabe stemning, havde fået en midlertidig karantæne. Klubben beklagede efterfølgende, at den pågældende fan ikke var blevet ordentligt informeret, og fangruppen vendte tilbage til Sydsiden til kampen mod Randers, hvor stemningen igen var som til andre hjemmekampe.

Sidste kamp søndag
På søndag spiller Brøndby sidste Superligakamp i denne sæson mod FC Nordsjælland. Brøndby ligger lige nu nummer fire, men kan nå bronzemedaljerne, hvis FCK taber til OB, og Brøndby vinder. Det kan også blive til en 5. plads, hvis Brøndby taber, og Esbjerg vinder over Viborg. Under alle omstændigheder er Brøndby sikre på en plads i Europa League kvalifikationen efter sommerferien.

JEH

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER