Mandag 23. oktober 2017
Café Fri er en succes
GLOSTRUP Café Fri i Glostrup Fritidscentret startede i 2012 som et socialt projekt. Her i 2014 er Café Fri ikke blot velbesøgt, men er også blevet certificeret af Fødevarestyrelsen til at anvende Nøglehulsmærket, så det det er nemt at vælge sundt, når man bestiller mad.
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 7. maj 2014, 13:48:43

Nøglehullet er Fødevareministeriets officielle ernæringsmærke, der hjælper forbrugerne med at vælge sundere fødevarer og måltider efter rådene: Spar på fedt, spar på sukker, spar på salt og spis flere fibre og fuldkorn.
– Det har været en spændende udfordring at blive Nøglehulscertificeret, og det er med til, at vi går mere op i sundhed. Især er vi blevet meget bevidste om vores brug af salt, og vi er blevet opmærksomme på at bruge andre smagsgivere end salt, fortæller caféleder Katrine Ejsing.
Der er to nøglehulsmærkede sandwich på det faste menukort, og en gang om ugen er dagens ret også nøglehulsmærket. For at en ret kan få nøglehulsmærket, skal den opfylde forskellige krav. Blandt andet skal en ret indeholde mindst 25 gram frugt eller grønt per 100 gram og må maksimum indeholde en gram salt per 100 gram.

En café med stor social værdi
Udover at være en café, der laver sund mad, er Cafe Fri også et socialt projekt, hvor borgere med særlige behov kan prøve kræfter med arbejdsmarkedet. Der er ansat tre personer med køkkenfaglig baggrund på fuldtid og nogle unge til at hjælpe om aftenen. Derudover er nogle af de ansatte i caféen personer med en psykisk sårbarhed, et fysisk handicap eller borgere med forskellige sociale problemer. Det at have et arbejde kan være en måde at skabe identitet og selvværd på, og det kan være med til at give struktur og mening i hverdagen.
For at blive certificeret til at anvende Nøglehullet, skal mindst 75 % af medarbejderne på et spisested bestå et kursus om nøglehulsmærkets principper.
– Vi er meget stolte over, at vi har klaret kurset om nøglehullet. Det er med til at gøre Café Fri til en rigtig café og med til at bevise, at vi gør et rigtigt stykke arbejde. Selvom Café Fri er et enormt positivt projekt, er vores certificering også en blåstempling, der viser at vi er mere end et socialt projekt, siger Katrine Ejsing.

Konkurrence markerer fødselsdag
I uge 18-20 kan nøglehulsmærket fejre fem års fødselsdag, hvilket sker med en kampagne og en konkurrence, hvor man kan stemme på den butik og det spisested, man synes er bedst til nøglehullet”, det kunne f.eks. være Café Fri. Der er også præmier til dem der stemmer.

HLA

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER