Mange ville en tur i skoven
skovensdag1.jpg
De var mødt over 400 deltagere op til skovens dag i Brøndbyskoven den 4. maj. De kunne blandt andet se et stort bøgetræ blive fældet. Foto: Jan Madsen.
BRØNDBY Søndag den 4. maj var det skovens dag. Det blev fejret i Brøndby, og mange havde lyst til at være med

Skovens dag på Brøndby Naturskole blev et tilløbsstykke med over 400 gæster, som havde valgt at lægge vejen forbi  Brøndbyskoven, da den tog sig allerbedst ud i sin forårsdragt den 4. maj.  Fuglene sang fra hver en afkrog af skoven, og anemonerne strålede om kap med solstrejfene gennem trækronerne.
De mange gæster blev af naturvejlederne inviteret til en tur i skoven, hvor der blev plukket urter til brug i naturskolens opskrift på urtefrikadeller. Skovarbejderen fældede i dagens anledning et stort bøgetræ og fortalte om, hvorfor det ind imellem er nødvendigt at fælde nogle træer. Og der blev fortalt om de gamle hyldetræer og de enkelte indsamlede urter, alt imens nogle familier var så heldige at få en køretur med hestevogn i forårsskoven.
Tilbage på Naturskolen blev urterne forvandlet til grønne deller, som blev tilberedt over bål sammen med spejdernes efterspurgte hjemmelavede pandekager. De gamle langsave kom til gavn og skar deres vej i træstammer til stor fryd for forældre og børn, som var kommet på samarbejdsopgaver. Folkene fra materialegården havde sørget for udskæring af bøgestammer, som under kyndig vejledning blev forvandlet til hjemmelavede fuglekasser af høj karat, mens kaffemaskine og saftproduktion var på sit højeste.
De fremmødte politikere og stadsgartneren måtte dagen igennem besvare spørgsmål fra de fremmødte. Ligesom det var muligt at formulere forbedringsforslag på papirblade og hænge dem op på et idétræ. Tiden vil så vise, om træet bærer frugter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top