Mandag 23. oktober 2017
Nabohjælp virker i Brøndby
BRØNDBY En stigning i antallet af indbrud er vendt til et fald på 14 procent. Dermed ser Brøndby Kommunes beslutning om økonomisk støtte til Nabohjælp ud til at virke
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 30. maj 2014, 09:38:11

Snyd tyven sammen med naboen’ hed det, da Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden lancerede et nyt nabohjælpssystem, der ifølge undersøgelser kan forhindre op til hvert fjerde indbrud. Og det er lige præcis, hvad borgerne i Brøndby har gjort. Hvis man sammenligner 2012 med 2013, er der sket et fald på hele 14 procent.

Medarbejder støtter Nabohjælp
Med 45.000 indbrud om året, indtager Danmark en kedelig andenplads i Europa, når det gælder indbrud i private hjem. Og da antallet af indbrud i Brøndby i årene op til 2012 var svagt stigende, på trods af at antallet af indbrud på landsplan var faldende, vedtog Kommunalbestyrelsen i Brøndby sidste år, at bevilge 150.000 kr. årligt i tre år til at understøtte arbejdet med indførelsen af nabohjælp hos borgerne i Brøndby.
Som led i bestræbelserne på at snyde tyvene har kommunen ansat en medarbejder på deltid i en afgrænset periode til blandt andet at udføre den understøttende nabohjælpsindsats i Brøndby.

Mange er med
– Det er naturligvis positivt, at vi nu kan konstatere, at der er sket færre indbrud, siger borgmester Ib Terp (S), der mener, det kan skyldes flere forhold:
– Dels en øget bevidsthed hos borgerne og dels den understøttende indsats, som vores nye medarbejder udfører. Samtidig kan vi se, at der i Brøndby Kommune nu er 471 tilmeldte husstande til Nabohjælp.  Sammenlignet med andre kommuner er det et flot tal, siger Ib Terp (S).

Nabohjælp er gratis
Det nye gratis Nabohjælpssystem er en opdateret version af den gamle ordning fra 1980’erne. Nabohjælp anno 2014 består af et digitalt nabohjælpssystem samt nye skilte og klistermærker, der viser tyven, at her passer man på hinandens hjem.
– At blive udsat for indbrud kan virke voldsomt krænkende og traumatiserende for dem, det går ud over. Men heldigvis kan man selv gøre noget for at forebygge indbrud, fortæller Morten Bach-Petersen, der står for den understøttende nabohjælpsindsats i Brøndby.
– Mit arbejde består først og fremmest i at få udbredt kendskabet til den nye forbedrede udgave af Nabohjælp. Derfor har jeg haft inviteret alle grundejerforeninger og boligforeninger til velbesøgte orienteringsaftener, hvor jeg i samarbejde med Politiets Kriminalpræventive Sektion holdt oplæg om Nabohjælp og hvordan man kan sikre sin bolig, fortæller Morten Bach-Petersen.

Regelmæssig gæst
Da julen desværre er ’højsæson’ for indbrud, var det en oplagt mulighed for igen at gå på gaden og udbrede kendskabet til Nabohjælp.
– Jeg gik alle tre bydele tynde, fik uddelt en mængde foldere om Nabohjælp og fik en snak med borgerne om Nabohjælpssystemet. Og jeg fornemmede, at der blev taget godt imod mit budskab, fortæller Morten Bach-Petersen, der i løbet af foråret igen har deltaget i en række generalforsamlinger i Grundejerforeninger og Vejlaug og fortsat har en del foredrag i udsigt.

Flere nabohjælper
Det nye Nabohjælp og den understøttende indsats i Brøndby Kommune har foreløbig resulteret i, at antallet af nabohjælpere i Brøndby er steget fra 149 husstande i august 2013 til 471 husstande i april 2014. Det nye nabohjælpssystem kan ses på nabohjælp.dk.

HLA

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER