Fyring af kommunaldirektør afgøres ved faglig voldgift
VALLENSBÆK Opmand har afgjort, at det er en faglig voldgift, der skal tage stilling til, om fyringen af Vallensbæks tidligere kommunaldirektør var berettiget. DJØF havde ellers anlagt sagen ved byretten

Det bliver ifølge kl.dk en såkaldt faglig voldgift, der skal afgøre, om afskedigelsen af Vallensbæks tidligere kommunaldirektør Bjarke Steen Johansen, var berettiget.
Det har en opmand, højesteretsdommer Vibeke Rønne, afgjort, efter at fagforeningen Djøf ellers havde anlagt sagen ved byretten.
KL, der fører sagen på vegne af Vallensbæk Kommune, er godt tilfreds, skriver kl.dk.
– Det fremgår meget klart af Rammeaftalen om åremålsansatte, at en tvist af denne karakter skal afgøres ved en faglig voldgift. Vi har derfor undret os over, at Djøf og KTO har ment, at sagen skulle føres ved en almindelig domstol, og vi er meget tilfredse med, at opmanden så klart har givet os medhold, siger kontorchef i KL Karsten Thystrup. Med kendelsen bliver det også slået fast, at det ikke er fagforeningen DJØF, men forhandlingsfællesskabet KTO – som Djøf er medlem af – der ved den faglige voldgift ifølge kl.dk skal føre sagen på vegne af den tidligere kommunaldirektør.

Sådan KL ønsker det
– Det er jo sådan, som KL ønsker det, siger Henrik Rasmussen, der i sin tid blev anklaget for både magtmisbrug og nepotisme af den i dag tidligere kommunaldirektør Bjarke Steen Johansen.
Hvordan har du det personligt med, at sagen forsat kører?
– Jeg ved jo, at denne sag stadig kører. Det er en præmis, at den gør det. Jeg ville dog gerne have været sagen foruden. Det er blevet en principsag, og jeg føler mig helt renset. Det er ikke en sag om mig mere. Statsforvaltningen har sagt, at jeg ikke er på anklagebænken.
Djøf melder, at Bjarke Steen Johansen ingen kommentarer har om sagen, og Folkebladet har ikke kunne komme i kontakt med Johansen trods flere forsøg.
– Djøf tager opmandens afgørelse til efterretning. Vi ser frem til, at sagen får en snarlig afslutning ved en faglig voldgift, siger Dorthe Christensen, forhandlingschef i Djøf.

Hvad er faglig voldgift?
Et voldgiftsorgan, som har til opgave at fortolke kollektive overenskomster. Der er blandt andet en del overenskomstområder, hvor spørgsmålet om usaglig afskedigelse og bortvisning af ansatte behandles ved faglig voldgift i stedet for ved et afskedigelsesnævn.
Proceduren minder om den ved de almindelige domstole, idet formen dog er mere uhøjtidelig. Der er ikke offentlig adgang, og afgørelserne er heller ikke offentlige. Er der ikke blandt voldgiftsmændene flertal for en bestemt afgørelse, afgør opmanden sagen alene.

Kilde: Den Store Danske, Gyldendal.

Sagen kort
Tidligere kommunaldirektør i Vallensbæk, Bjarke Steen Johansen, fremsatte i september 2012 en række beskyldninger mod Vallensbæks borgmester, Henrik Rasmussen (K), om blandt andet magtmisbrug, nepotisme, overtrædelse af planloven og favorisering af lokale håndværkere.
Borgmesteren afviste alle beskyldningerne, og Økonomiudvalget i Vallensbæk Kommune bad omgående KL om at iværksætte en undersøgelse. Den konkluderede, at anklagerne var grundløse. På den baggrund besluttede kommunalbestyrelsen kort efter at afskedige kommunaldirektøren.
Efterfølgende har også Statsforvaltningen Hovedstaden konkluderet, at der ikke er anledning til at udtale kritik af borgmesteren på nogen af de anklagepunkter, den tidligere kommunaldirektør har lagt frem.
DJØF har stævnet Vallensbæk Kommune, idet man mener, at der er tale om en uberettiget fyring af kommunaldirektøren. Det er den sag, som det nu er bestemt, at en faglig voldgift skal afgøre.

Kilde: KL.dk

MO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top