Glostrups svømmere havde igen succes i Berlin
VAT-Copenhagen-i-Berlin-2014-01.jpg
Her de mange dygtige svømmere. Foto: Glostrup Svømmeklub.
SVØMNING 47 svømmere fra GSK (Glostrup Svømmeklub), AIF (Albertslund), VI39 (Vallensbæk) og STT (Swim Team Taastrup) deltog i weekenden i det internationale svømmestævne Sportbad Pokal SG Neukölln i Berlin

Som altid faldt der mange medaljer og gode placeringer af.
Svømmeklubberne deltager i stævnet hvert andet år i lige år. Det er et populært stævne for svømmerne, idet rammerne er store og flotte. Der deltager knap 800 svømmere fra 38 klubber fra Tyskland, Litauen, Polen, Tjekkiet og Danmark og der svømmes i et 50 meter udendørs opvarmet bassin. Også i år var vejrguderne med svømmerne. Begge dage kravlede temperaturen op over de 30 grader, og solen skinnede fra en skyfri himmel.
Stævnet strakte sig over to lange dage i pinsen, hvor svømmerne var i vandet fra kl. 8 til kl. 18. Resultatet var 26 medaljer til svømmerne og derudover mange flotte placeringer i det store felt. Sammenlagt blev VAT Copenhagen nummer 5 ud af 38 klubber.
Men medaljer og diplomer er ikke den eneste grund til, at stævnet i Berlin er populært. Udover svømmerne deltager også lige så mange trænere, ledere og forældre, og alle overnatter under primitive forhold på en nærliggende skole. Dagen igennem er der på svømmeanlægget stor mulighed for at lære mange nye mennesker at kende på tværs af klubber og landegrænser, og om aftenen er der tilsvarende mulighed for ledere og andre voksne til at søge gensidig inspiration hos ligesindede.

MO

Om klubben
Glostrup Svømmeklub har ca. 900 medlemmer og holder til i Glostrup Fritidscenter. Der er undervisning fra babyhold til voksenhold, og for de mere ambitiøse er der i konkurrenceafdelingen knap 100 svømmere i alderen 9-14 år samt ungdoms- og mastershold op til ca. 60 år. En svømmesæson går fra august til juni.
VAT Copenhagen er et samarbejde mellem fem svømmeklubber, hvor de bedste svømmere kan træne og starte til stævner sammen med andre svømmere på samme niveau.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top