Har du en fortæller i maven?
VALLENSBÆK Bærer du på en spændende historie, og savner du hjælp til at få den foldet ud og fortalt til andre, så er der hjælp at hente, når Fremtidens Borgerhus laver fortællerkursus i samarbejde med Vallensbæk Kommunes nye kulturkonsulent Remi Lewerissa

Mange mennesker bærer på en spændende historie, som aldrig bliver fortalt, siger kulturkonsulent Remi Lewerissa og fortsætter:
– Det kan være en episode eller en periode i ens liv, som har gjort et indtryk som måske kun de allernærmeste kender til. Remi Lewerissa er uddannet skuespiller og instruktør og har mange års erfaring med at lave fortællerforløb blandt andet som en del af Contact, der arbejder med at skabe levende møder imellem mennesker med den personlige fortælling som udgangspunkt.

Forsmag på festival
– Som optakt til Fortællerfestivallen i uge 37 vil vi i Fremtidens Borgerhus gerne sætte fokus på fortællingen og den personlige formidling, siger bibliotekar Bettina Schnegelsberg-Laursen og fortsætter:
– Der er tale om et pilotprojekt, og der er fem pladser på forløbet, og alle uanset alder, etnisk baggrund og køn er velkomne til at deltage

Fælles og individuel
Kulturkonsulent Remi Lewerisa fortæller om forløbet:
– Du får som deltager i projektet et gratis kursusforløb, der indeholder både et individuelt forløb og lidt gruppearbejde. I gruppearbejdet vil du i en lille gruppe få mulighed for at fortælle din historie og få feedback. Det individuelle forløb bliver tilpasset dig og foregår som eneundervisning.

Scenetid på festival
Første møde finder sted i uge 26, og forløbet kulminerer med en optræden på Fortællefestivalen, hvor man sammen med historiefortællere fra hele Vestegnen fortæller historier.
Fortællefestivalen er en del af Vestegnens kulturuge i uge 37, som er et samarbejde mellem Vestegns Kommunerne. Fortællefestivalen finder sted søndag den 14. september 2014 kl. 12 – 15 på Blåkildegård i Taastrup.

Fakta

Har man lyst til at blive uddannet fortæller skal man sende en mail til bsl@vallensbaek.dk mærk. Fortæller. Skriv kort om dig selv, køn, alder og kontaktinfo. (tlf.nr. + email.). Der er deadline den 17. juni.

HLA

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top