Hulemænd og børn lavede mad
Kom-ud-af-hulen.jpg
Krydret minihøne, orangesalat og okse på grill var på menuen for hulemændene og deres børn.
VALLENSBÆK 30 fædre og børn mødte veloplagte op til grillaften i anledning af Mænds sundhedsuge

Vejret viste sig fra sin flotteste side, og naturskolen Bækkehuset skabte en ideel scene for udendørs madlavning, da 30 fædre og børn mødtes for at få inspiration til at lave lækker og sund grillmad sammen. ’Kom ud af hulen, mand’ var et arrangement i forbindelse med Mænds Sundhedsuge søsat af Fars Køkkenskole og Vallensbæk Kommune.

Krydret Mini-høne på menuen
Børn og fædre fik i fællesskab fremtryllet lækre og sunde grillretter. På menuen var der ’Krydret minihøne’ – dvs. grillede vagtler – med ’Orangesalat’ til forret, og ’Okse på grill’ med ’Spidse kål og æbler’ til hovedret. Desserten bestod af grillede bananer med pålægschokolade. Alle retterne blev spist med stolthed og stor tilfredshed af både store hulemænd og små hulebørn.

Sundhed på mændenes måde
Mænds sundhedsuge er en tilbagevendende årlig international kampagne, der sætter fokus på mænds sundhed. Dette skyldes bl.a., at det står skidt til med danske mænds sundhed, som fx har den laveste middellevetid i forhold til kvinder og mændene i de andre nordiske lande.
– Vi bakker op om Mænds sundhedsuge, siger sundhedschef i Vallensbæk Kommune, Annette Hein-Sørensen.
– Det skal være sjovt og nemt at leve sundt, så derfor rykkede vi arrangementet ud til grillen i år, hvor mænd og børn sammen kunne få en sjov oplevelse og blive inspireret til at lave lækker og sund grillmad derhjemme.

JH

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top