Møde fik Venstre i Glostrup til igen at støtte Løkke
GLOSTRUP Mediehetz og vælgeres deraf følgende kritik af Lars Løkke Rasmussen som formand for Venstre fik i først omgang lokalafdelingen i Glostrup til nødtvunget at ønske skifte på formandspost

Syv større landsmedier kontaktede formand for Venstre i Glostrup, Peter Molnit, mens han var på ferie. De ville alle vide, om han op til det famøse hovedbestyrelsesmøde i Odense Congress Center, hvor Venstre skulle diskutere, om partiet forsat støttede Lars Løkke Rasmussen, om Venstre i Glostrup støttede Løkke eller ønskede hans afgang.  Selvom det sidste var tilfældet før mødet, var Molnit tavs, da han mente, at mødet i Odense skulle respekteres og en god debat nødvendig. Nu fortæller han Folkebladet, hvad partiets holdning og oplevelse af processen var.
– På grund af mediestormen og den deraf følgende omfattende ’bad will’ (ond vilje, red.) mod Lars Løkke Rasmussen, så vi i Venstre i Glostrup os nødsaget til at ønske en anden formand. Når jeg talte med folk på gaden, kunne jeg tydeligt mærke, hvordan alt drejede sig om Løkkes bilag og ikke om Venstres politik. Derfor virkede et formandsskifte som det bedste, siger Peter Molnit.
Det var næstformand i Glostrups lokalafdeling af Venstre, Sevgyl Abdulovski, der havde fået mandat med hjemmefra til at gå til mødet i Odense, der skulle vise sig som afgørende for støtten.

Afgørende møde
For under debatten og specielt under Kristian Jensens afsluttende tale blev det klart, at Lars Løkke Rasmussen var den rigtige formand. Forslaget om ekstraordinært landsmøde blev trukket tilbage.
– Vi bakker op om hovedbestyrelsen og dermed formanden. Da Kristian Jensen holdt tale gjorde det stort indtryk. Hele mødet vendte rundt efter den tale, forklarer Peter Molnit. Han retter derimod en kritik af pressen.
– Jeg synes, at det er meget dårligt, at man bringer noget, uden at det er verificeret. Men det er så vigtigt for pressen at komme først. Og derfor løber de gerne risikoen. I øvrigt tror jeg ikke, at man har brugt spin om, hvem der kunne være en afløser for Løkke. Og så mener jeg, at det er kritisabelt, at deltagere i hovedbestyrelsesmødet sender fortrolige beskeder til pressen under møder.
Peter Molnit understreger, at bestyrelsens i Glostrup hele tiden har stået sammen.
Men har I som lokalafdeling også en tillid til vælgerne, I skal ud og opbygge nu?
– I forhold til vælgerne ved vi, at når tingene bliver sat på spidsen, så er der nogen der siger fra og til. Jeg kan dog glædeligt konstatere, at fra 1. maj har vi fået 10 nye medlemmer og kun tre er gået. Jeg mener også, at vi kan glæde os over, at det i Glostrup går rigtigt godt under ledelse af Venstres borgmester John Engelhardt. Se blot seneste 35-punkt plan, som der er skrevet om i Folkebladet i sidste uge.

MO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top