57 sigtes efter fodbolduro
FODBOLD Efter urolighederne ved fodboldkampen på Brøndby Stadion har Københavns Vestegns Politi nu identificeret 57 gerningsmænd til 90 kriminelle forhold. 10 er indtil videre dømt i retten

Efterforskningen af urolighederne ved BIF-FCK kampen på Brøndby Stadion den 1. december 2013 nærmer sig sin afslutning.
Siden kampen har Københavns Vestegns Politi arbejdet på at identificere gerningsmændene, lyder det i en pressemeddelelse fra politiet.
– Det har krævet en lang, drøj og tidskrævende efterforskning med at gennemgå materiale, udpege gerningsmænd, identificere dem og etablere en straffesag mod hver enkelt – længere end vi først vurderede. Indtil videre har 10 fået deres dom, siger politiinspektør Michael Kristiansen.
Han oplyser samtidig, at omkring 40 voldsepisoder og en række hærværkstilfælde forbliver uopklaret, fordi gerningsmanden ikke kunne identificeres.
Efterforskningen har til nu identificeret 57 enkeltpersoner som gerningsmænd til 90 strafbare forhold.
Aktuelt er der rejst 66 sigtelser mod 37 personer, mens andre 20 afventer sigtelse for yderligere 24 forhold.
Sigtelserne drejer sig primært om gadeuorden og straffelovsovertrædelser som grov forstyrrelse af den offentlige orden, hærværk og vold mod fans og politifolk.
Straffesagerne har udløst 41 vurderinger af karantæne til fodboldkampe. Heraf har otte personer fået karantæne, 15 er indstillet til karantæne og 17 har fået anmærkninger, der kan udløse karantæne ved ny fodboldkriminalitet.

MO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top