Campisterne er altså en broget skare
dcu_4.jpg
Som chefredaktør udgiver Jørgen Frölich og journalist Torben Brandt DCU’s blad Camping-Fritid otte gange årligt sammen med resten af redaktionen bag. Foto: Flemming Schiller.
BRØNDBY Ferielivet ligger for døren, og Folkebladet tager pulsen på campisternes åndelige samlingspunkt, Dansk Camping Union i Brøndby

Digitale tider er rykket ind på de danske campingpladser.
Det fortæller informationschef Jørgen Fröhlich, da Folkebladet har inviteret sig selv til en snak hos Dansk Camping Union (DCU) på Korsdalsvej 134 i Brøndby.
Sammen med campingchef Søren Dahlin udgør Jørgen Fröhlich den daglige ledelse af DCU-huset.
Avisens udsendte ønsker et øjebliksbillede af danskernes anden mest foretrukne ferieform, nu hvor det camperende feriefolk triller ud på de europæiske veje med huset på slæb.
Jørgen Fröhlich forklarer som eksempel på organisationens ambitioner, at de gæstende på en af DCU’s 23 egne campingpladser rent faktisk allerede om vinteren kan gøre sit forarbejde digitalt hjemmefra. For Google Streetview har besøgt på campingpladserne. Således kan du som campist bevæge dig rundt online på selve campingpladserne via din computerskærm og besøge de mange gode steder at slå telt op eller vogn ned.
– Det har kostet os en million kroner cirka, men det er vigtigt at være med fremme rent teknologisk, forklarer Jørgen Fröhlich og beretter videre om wifi-opkoblinger og solfangere ligeledes på campingpladserne.
Satsningerne ser da også ud til at bære frugt. For efter sit 80-årsjubilæum i 2006 står DCU med god vækst og økonomi båret af en høj organiseringsgrad blandt campisterne.
– Vi prøver faktisk at gøre en forskel som organisation. Konkret arbejder vi eksempelvis for, at man må køre 100 kilometer i timen med campingvogn, hvis man opfylder en række krav kaldet Tempo100, ligesom i Tyskland, i stedet for 80 kilometer i timen i dagens Danmark.

Startede på hø
Teknologisk avanceret har DCU ikke været fra starten. Faktisk startede DCU på en helt anden, mere jordnær og ikke-elektronisk måde, hvor fællesskabet var det mest bærende, ligesom det i dag fortsat er rygraden i organisationen. Dcu.dk beretter, at otte-ti lejrsportsfolk for cirka 90 år siden lige før jul – den 13. december 1926 – samledes om spisebordet i en lejlighed på Fælledvej på Nørrebro i København for at danne en egentlig lejrklub. Grupper af københavnere var dengang begyndt at låne et hjørne af bondemandens mark og købe hø til at ligge på i teltene. Men i foreningsdanmark blev det hurtigt til klubber, som drev hver sin lille lejrplads. Dermed var grunden lagt til Lejrklubben Danmark af 1926, som igen samledes i en egentlig campingunion, DCU, der i dag cirka 60.000 medlemsfamilier.
– I dag går meget af vores tid med fortsat at sætte nogle gode rammer om det fællesskab, campinglivet består af. Også de unge i de sene teenageår vil vi meget gerne adressere med vores tilbud, så eksempelvis tager jeg hvert år på Langelandsfestival og gør opmærksom på campinglivets mange facetter, forklarer Frölich, der sågar selv har været forfatteren bag et forfriskende tema i DCU’s blad, Camping-Fritid, om naturisme.
– Ja, der fik vi lidt tilbagemeldinger fra campister, der både var glade og ikke så glade for det krudt, vi havde brugt på temaet. For os er det dog vigtigt hele tiden at udfordre og bevæge organisationen og kulturen fremad med at sætte fokus på alle dele af campinglivet.

Fælles om fællesskab
Medlemsorganisationen udgiver livstilsmagasinet Camping-fritid, hvor Jørgen Frölich til dagligt er chefredaktør, otte gange om året og hver år campisternes Bibel, Campingbogen Europa. På førstnævnte blad arbejder en tidligere Folkebladet-journalist, Torben Brandt, som en efterhånden indsigtsfuld campingreporter. Bladet sættes grafisk kyndigt op af en anden tidligere medarbejder på Folkebladet, Camilla Gamdrup. Samlet set er Camping-Fritid ifølge læseranalyse fra Gallup Skandinaviens førende campingmagasin.

Torben  Brandt besøger tit campisterne rundt omkring i landet for at snakke om alt fra folde-ud-borde til de nyeste trends inden for livet på pladsen.
Torben, passer klichéen egentlig på campisterne? Altså, er det bare hvide sokker i sandaler og bøllehatte?
– Tja, faktisk er mit klare indtryk, at campisterne er en broget skare, hvor man kan være alt fra tandlægefaderen, der slår telt op i ødemarken med sønnen og lige til hr. og fru. Danmark, der ”blot” sætter pris på en kølig Carlsberg i skyggen af campingvogn. De har alle til fælles – dog – at fællesskab om at være i naturen på den ene eller anden måde giver dem god feriekvalitet. I det hele taget mærker jeg ofte, at fællesskab og at mødes på tværs af sociale og geografiske skel er en i højsædet for alle campister. Man kan være sig selv og samtidig møde nye mennesker, siger Torben Brandt, der løbende er at finde på diverse campingmesser og sågar rundt om i Europa, hvor campinglivet folder sig ud på de i alt 2.000 pladser.

MO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top