Kloakkerne i Brøndby bliver en del af HOFOR
BRØNDBY Fremover skal Brøndby Kloakforsyning være en del af HOFOR Spildevand. Det har kommunalbestyrelsen besluttet

Det kan godt være, man ikke tænker så meget på kloaker og spildevand til hverdag. Men for at spildvandsafledningen skal være så god som mulig, har kommunalbestyrelsen i Brøndby på sit seneste møde den 18. juni besluttet, at kommunen skal indtræde i det fælles spildevandsselskab HOFOR Spildevand Holding A/S. En beslutning formand for Teknik og Miljøudvalget, Vagn Kjær-Hansen (SF), er glad for:
– I SF har vi været mest stemt for at kloakselskaberne og rensningsanlæggene skulle lægges sammen. Det er jo det samme kloakvand, de håndterer. Nu er ”vores” rensningsanlæg på Avedøre Holme lagt sammen med Lynetten og bliver en del af HOFOR-koncernen, og derfor er det naturligt, at vores kloaker også indgår i HOFOR.

God dialog
At Brøndby Kloakforsyning på denne måde bliver en del af et større selskab, bekymrer ikke Vagn Kjær-Hansen:
– Vi har været meget tilfredse med det gode arbejde, som medarbejderne i Brøndby Kloakforsyning har gjort med klimasikring og lokale regnvandsløsninger. Det skal fortsætte, og vi har haft nogle gode drøftelser med HOFOR om det fremtidige arbejde. Her har HOFOR lovet at fortsætte med en tæt dialog med kommunens forvaltning, de lokale grundejerforeninger og Teknik- og Miljøudvalget

HLA

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top