VALLENSBÆK. De ansatte på rådhuset i Vallensbæk hørte torsdag eftermiddag et højt brag. Da de kiggede ud af vinduet så de en bil i brand på parkeringspladsen på den anden side af vejen, fortæller en ansat. Bilen er totalt udbrændt og branden udviklede kraftig sort røg, inden brandvæsnet kom til stedet med to brandbiler og slukkede branden.
Bil begyndte at ryge
Det var en håndværker, der var kommet kørende i sin bil, og da den pludselig begyndte at ryge, kørte han ind til på en parkeringsplads, hvorefter bilen gik op i røg, fortæller Martin Jacobsen, beredskabschef ved Vallensbæk Kommune.
– Der er masser af kalorier i sådan en brand, så det giver nogle store flammer, siger han.
Eksplosionerne, som de ansatte på rådhuset har hørt, har været dækkene og støddæmpere, der sprang i luften.
Ingen efterforskning
Når branden er naturligt opstået, så kræver det ikke politiets tilstedeværelse, siger Kim Svenningsen, Vagtchef ved Københavns Vestegns Politi.
– Vi har ikke sendt en patrulje derud. Vi har hørt om branden, men vi formoder det er en motorbrand. Der er ikke noget, der tyder på noget mistænkeligt, men hvis det viser sig senere, så undersøger vi selvfølgelig sagen, siger han.