Døgnrapporten
Tricktyve efterlyses GLOSTRUP. Tirsdag den 27. januar kl. 12.15 blev der begået tricktyveri mod en 69-årig mand fra Glostrup på Stadionvej. Tricktyvene aflurede mandens pinkode i et supermarked og stjal efterfølgende mandens dankort, da de spurgte ham om vej til hospitalet. De tre tricktyve beskrives som: A. Mand, 30 år, anden etnisk baggrund end dansk, […]

Tricktyve efterlyses

GLOSTRUP. Tirsdag den 27. januar kl. 12.15 blev der begået tricktyveri mod en 69-årig mand fra Glostrup på Stadionvej. Tricktyvene aflurede mandens pinkode i et supermarked og stjal efterfølgende mandens dankort, da de spurgte ham om vej til hospitalet. De tre tricktyve beskrives som:

A. Mand, 30 år, anden etnisk baggrund end dansk, almindelig af bygning, brun hud, kort, sort hår med bakkenbarter og skægstubbe. Han var iført sixpencekasket, blå skjorte, rød cardigan, sort jakke og blå jeans.

B. Mand, 45-50 år, anden etnisk baggrund end dansk, almindelig af bygning, kort mørkt, grånende hår med måne samt skægstubbe. Han var iført rød- og hvidternet skjorte, sort ¾ lang jakke med hætte og livrem.

C. Mand, 175-180 cm høj.

Kørsel uden førerret

BRØNDBY. Onsdag den 28. januar kl. 09.18 standsede en politipatrulje en bilist på Brøndbyvester Boulevard. Det viste sig, at bilisten, en 25-årig mand fra Brøndby, ikke havde et gyldigt kørekort, og han blev derfor sigtet for at køre uden førerret.

Gerningsmænd efterlyses

VALLENSBÆK. Onsdag den 28. januar kl. 18.14 blev der begået indbrud i en villa på Gammel Køge Landevej. Der var overvågning i villaen, og de to gerningsmænd beskrives som:

A. Mand, dansk af udseende, 25-30 år, 170-180 cm. Almindelig kropsbygning, iført dunjakke med hætte og lyse jeans.

B. M/K, almindelig kropsbygning. Iført lys dunjakke med hætte og pelskant, jeans og sorte handsker.

Anholdt for indbrud

BRØNDBY. Fredag den 30. januar 2015 kl. 12.25 fik politiet en anmeldelse om et igangværende indbrud på Lindehjørnet. Politiet kom til stedet og anholdt en 21-årig mand fra Brøndby. Den 21-årige mand erkender. Dagen før, den 29-01-2015, var der også begået et indbrud på Lindehjørnet, som den 21-årige også erkendte at stå bag.

Sigtet for narkokørsel

GLOSTRUP. Søndag den 1. februar 2015 kl. 00.48 foretog en bilist en ulovlig uvending og blev herefter standset af en patrulje på Hovedvejen. Bilisten, en 20-årig mand fra Høje-Taastrup, blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at foretage en ulovlig uvending. Derudover blev han også sigtet for kørsel uden førerret, for overtrædelse af våbenloven, da han havde en kniv opbevaret i lommen og for kørsel påvirket af euforiserende stoffer. Slutteligt blev den 21-årige også sigtet for at give forkerte identifikationsoplysninger. Han erkender alle sigtelserne

Anholdt for spirituskørsel

VALLENSBÆK. Søndag den 1. februar 2015 kl. 13.15 fik politiet en anmeldelse om mulig spirituskørsel ved Vallensbæk Stationstorv. Politiet kom til stedet. Da bilisten, en 37-årig mand fra Brønshøj, blev skønnet påvirket af alkohol, fik han foretaget en alkometer-test, der indikerede en promille på mere end det tilladte. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel og bragt til blodprøve på Albertslund Politigård. Det viste sig også, at han ikke havde kørekort og blev sigtet for kørsel uden førerret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top