Politiet dropper sag om valgsvindel
Kommunalvalget i 2013 fik et alvorligt efterspil I Brøndby, da Venstre politianmeldte socialdemokraten Mahmut Erdem for valgsvindel. Nu har politiet droppet sagen

Valg går sjældent stille af sig. Men i Brøndby var dramatikken større efter kommunalvalget i 2013, end det var inden. For dagen efter valget politianmeldte Venstre socialdemokraten Mahmut Erdem for valgsvindel. Sammen med de radikale mente Venstre, at Mahmut Erdem havde påvirket valghandlingen i Kilden og Brønden ved at instruere nogle vælgere i, hvad de skulle stemme, ligesom han ifølge de to partier og flere vidner fulgte med nogle vælgere ind i stemmeboksene.

Efter valget modtog Mahmut Erdem på kritik af 17 ud af 19 af kommunalbestyrelses medlemmer, ligesom politiet gik ind i sagen.

 

Manglende overvågning

I forbindelse med det videre forløb, viste det sig imidlertid, at overvågningssystemet, der eventuelt kunne bruges i forbindelse med sagen, ikke virkede på valgdagen.

Derfor eksisterede der ikke kamerabilleder fra valghandlingen i Brønden, som kunne bruges i sagen.

Noget der undrede Mette Engelbrecht fra Venstre, og hun udtalte dengang til Folkebladet blandt andet:

– Kommunalbestyrelsen har valgt at stemme for en næse, og det må man acceptere. Men jeg undrer mig meget over det grundlag, man træffer afgørelsen på. Det er påfaldende, at videooptagelserne og det afgørende bevis i sagen tilfældigvis er beskadiget. Kun kandidater fra socialdemokratiet blev hørt i sagen. Der er ikke taget kontakt til det utal af vidner, der har meldt sig.

 

Intet at komme efter

Siden november 2013 har sagen så ligget hos politiet. Men nu har Martin von Bülov, senioranklager ved Københavns Vestegens Politi, altså draget den konklusion, at der ikke er noget at komme efter i sagen. Han skriver således i et brev til Mahmut Erdem:

– Begrundelsen for min afgørelse er, at der ikke er en rimelig formodning om, at der er foregået noget strafbart, hvorfor jeg dags dato har besluttet at standse efterforskningen.

Desuden beklager Martin von Bülow den lange sagsbehandlingstid.

 

Overvejede injuriesag

Hovedpersonen selv, Mahmut Erdem, er lettet men fattet oven på afgørelsen:

– Jeg er naturligvis glad for resultatet. Men jeg havde heller ikke forventet andet. Der har været tale om en tilsvining fra de to partier, og jeg har været meget vred.

Faktisk var Mahmut Erdem så vred, at han overvejede at lægge sag an mod Venstre og de radikale:

– Jeg overvejede i lang tid at anlægge en injuriesag i mod de to partier, men til sidst lod jeg fornuften råde og lod være.

Og nu vil Mahmut Erdem lægge sagen bag sig og se fremad:

– Jeg gider ikke bruge mere tid på sagen. Nu vil jeg lave noget andet, noget mere fornuftigt.

 

På tide at komme videre

Annie Hassenkam er formand for Venstre i Brøndby, og hun har brugt mange kræfter og timer på sagen. Fordi den ifølge hende drejer sig om noget helt centralt:

– Vi er gået ind i sagen, fordi der er noget her, der skriger mod himlen. Vi regnede sådan set ikke med, at vi i Venstre ville få noget ud af det, at vi altså ville få et medlem mere af kommunalbestyrelsen. Det var nok nærmere de radikale, der havde fået det, men det var heller ikke det afgørende.

At politiet ikke har kunnet finde beviser nok i sagen, undrer Annie Hassenkam:

– Det er naturligvis mærkeligt, at overvågningskammeraet ikke virkede lige netop her. Det er uheldigt. Men det undrer mig også, at politiet har været så lang tid om at gøre noget. Der har været vidner nok, og jeg har flere gange rykket for et svar. Men der er ikke sket noget.

Men nu er politiet altså kommet frem til den konklusion, at de ikke kan bevise, at der er foregået noget strafbart i sagen, og sådan må det være, taget tiden i betragtning, mener Annie Hassenkam:

– Vi mener stadig, der er foregået noget helt forkert her. Men der gået så lang tid nu, at vi vil bruge kræfterne på noget andet i Venstre. Det er ikke værd at bruge krudt på sagen mere. Men jeg vil altså gerne understrege, at det bestemt ikke er det samme, som at vi mener, der ikke er foregået noget strafbart i sagen.

 

Nu er det slut

Mahmut Erdems partikollega, borgemester Ib Terp, er tilfreds med, at politiet har opgivet at gå videre med sagen:

– Jeg har hele tiden ment, at der ikke var fugls føde på Venstres politianmeldelse. Det var jo også Indenrigsministeriets holdning, da ministeriet godkendte valgets resultat. Men det er rart, at Kommunevalg 2013 i Brøndby nu er endelig lukket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top