Er Glostrup kommune fattig?
Glostrup ligger lige omkring gennemsnittet af kommunerne i Danmark, men fik alligevel tilskud som vanskelligt stillet kommune

GLOSTRUP. Der bliver ingen skattestigninger til borgerne i Glostrup til næste år. Kommunerne skal søge om tilladelse ved Social- og Indenrigsministeriet for at få lov til at hæve skatterne, og sådan en ansøgning har Glostrup Kommune ikke sendt.
Det blev besluttet på mødet i Økonomiudvalget, der gik forud for kommunalbestyrelsesmødet i forrige uge. Oppositionen i kommunalbestyrelsen (S, SF og Enh.) ville gerne have søgt, men blev stemt ned i Økonomiudvalget, og da sagen kom i Kommunalbestyrelsen, var ansøgningsfristen overskredet.
Det var Hanne Nielsen (S) utilfreds med. Hun nævnte en række forbedringer i den kommunale service, som oppositionen gerne ville have haft penge til.
– Dette kan ikke ske med de nuværende økonomiske rammer, da vi simpelthen mangler de økonomiske midler, som de borgerlige partier har valgt at give som skattelettelser igennem de seneste år. Det slår hårdt igennem nu. Derfor ønsker vi at tilbagerulle skattelettelserne, sagde hun.

Havde ikke tilladelse
Selv hvis Glostrup Kommune havde søgt om tilladelse til at hæve skatterne, havde de ikke fået lov, mener John Engelhardt (V).
– Når man ser på vores økonomi, så er det svært at tro, at vi havde fået en klejne. Skattestigningerne bliver givet til fattige kommuner som Lolland, der har alvorlige økonomiske problemer. Det har vi ikke, sagde han.
Ifølge Social- og Indenrigsministeriet har ni kommuner søgt om tilladelse til at hæve skatterne med samlet 216 millioner kroner. Der bliver kun givet tilladelse til at hæve skatterne med samlet 200 millioner kroner.

Fik fattigdomshjælp
I år har Glostrup Kommune fået seks millioner kroner af en pulje, som bliver givet til vanskelligt stillede kommuner i hovedstadsområdet. Hvorfor Glostrup har fået de penge, er ikke offentligt tilgængeligt.
– Det er en pulje vi søger, og så håber vi, at vi får nogle penge, siger John Engelhardt.
De præcise kriterier for tildelingen af penge vil Social- og Indenrigsministeriet ikke ud med, men det skyldes måske en lav forventet vækst i Glostrup.

Underskud i Glostrup
Der er mange måder at måle, om en kommune er fattig. En af de bedste er det strukturelle over eller underskud. Først beregner man, hvor mange penge en kommune har brug for, hvis den har et gennemsnitsligt serviceniveau. Derefter beregner man, hvor mange penge en kommune kan få ind i skatter, hvis den har et gennemsnitsligt skatteniveau. Forskellen på de to er det strukturelle over eller underskud.
Glostrup har til næste år brug for 63.874 kroner per borger, men får kun 49.195 kroner ind. Det giver altså et underskud på 14.679 kroner.
Men de fleste kommuner har faktisk et underskud. I gennemsnit har alle kommuner et underskud på 14.974 kroner. Glostrup Kommuner er med det mål den 31. rigeste i Danmark.

Penge fra de andre
Det strukturelle underskud er også det mål, der bliver brugt til at beregne den kommunale udligning. Den største udligning sker i den såkaldte landsudligning. Her får Glostrup 202 millioner kroner næste år. Men det gør ikke nødvendigvis Glostrup til en fattig kommune. For landsudligningen bliver der nemlig samlet delt 52 milliarder kroner mere ud til kommunerne, end der kommer ind fra kommuner, der afleverer penge den anden vej. Var de 52 milliarder blevet fordelt ligeligt mellem kommunerne efter deres indbyggertal, havde Glostrup fået væsentligt mere.
Der er også en udligning mellem kommunerne i hovedstadsområdet, der skal sikre, at der ikke er for store sociale forskelle på kommuner, der ligger lige ved siden af hinanden. Her får Glostrup 48 millioner kroner næste år. Hovedstadsudligningen går i nul, så hver gang en kommune i hovedstaden får en million, er der en anden, der har afleveret en million.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top