Outletbutik åbner snart
Lørdag d. 10 oktober klokken 10 åbner Sport 24 Outlet i Glostrup. Det sker på Odinsvej 2 lige ved siden af Power og T-Hansen

GLOSTRUP. Der er gang i den i det nye butiksområde i det vestlige Glostrup. Snart åbner en ny outletbutik. Outletbutikker er butikker, der køber store partier af mærkevarer hjem og sælger dem markant billigere end butikker på for eksempel strøget. Den første i Glostrup hedder Sport 24 Outlet. Fokus i denne butik er at sælge sidste års kollektioner meget billigt. Alt i butikken sælges hele året med mindst 50 % rabat, oplyses det fra Sport 24.
Sport 24 Outlet butikkerne er primært placeret i handelsområder i udkanten af byerne med gode parkeringsforhold, der gør det nemt for kunderne at komme til og fra butikken.
René Bach bliver butikschef i den nye butik. René, som er bosiddende i Hvidovre, kommer med 13 års erfaring fra sportsbranchen, og han glæder sig til, sammen med resten af personalet, at vise den nye butik frem til kunderne.

Den anden butik på Sjælland
– Butikken i Glostrup, som er Sport 24 Outlet nummer 24, er den anden butik på Sjælland, så vi er spændte på, om vi kan flytte succesen tættere på København. Vi har et meget bredt udvalg indenfor sport, fritid og mode. Vi er også utrolig stærke på børnetøjsområdet, fodtøj og vinterbeklædning, samt satser også på hardware som rygsække, soveposer, rulleskøjter, løbehjul og motionsudstyr, siger butikschefen.
Sport 24 Outlet butikkerne opstod primært for at sælge udgåede varer og rester fra de traditionelle Sport 24 sportsbutikker, men de køber også restpartier fra leverandørerne i sportsbranchen.
-Vi ønsker at højne standarden for udsalg og giver kunderne en ny eksklusiv oplevelse af outlet shopping. understreger Allan Legardt Jensen detailchef for Sport 24 Outlet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top