Ændringer på letbanen
GLOSTRUP. Letbanen får et ændret forløb omkring Glostrup St., der vil gøre det nemmere for de fleste bilister

Letbanen får et lidt anderledes forløb end først planlagt. Det kom frem på Kommunalbestyrelsesmødet i forrige uge.
Oprindeligt var det planen, at banen skulle køre i den vestlige side af ringvejen og så krydse ringvejen ved nedkørslen til Glostrup St., hvor banen skal køre langs S-toget på den nuværende parkeringsplads bag Motorola.
Kommer man med letbanen fra Brøndby vil den nu i stedet krydse ringvejen lige omkring Bromarksvej. Herefter vil den køre på en ny bro over jernbanen og derefter svinge ned til Glostrup st.

I midten af veje
På vej nordpå vil banen krydse det nordgående spor af Ringvejen og komme til at køre i midten af vejen helt op til Hospitalet, hvor den krydser det sydgående spor på Ringvejen og kommer til at køre i den vestlige side af Ringvejen, som i det oprindelige forslag. Kommunalbestyrelsen vil dog gerne have undersøgt, om det er bedre at letbanen fortsætter i midten af vejen idet det vil give bedre trafikafvikling.
Hovedstadens Letbane har foreslået ændringerne primært for at bevare regnvandsbassinet ”Væveren”, der skal opsamle vand fra ringvejskrydset i tilfælde af skybrud. Men det vil også give andre fordele, primært en lidt bedre trafikafvikling i Ringvejskrydset, og at det bliver nemmere at komme ind og ud af Stadionvej, da man ikke skal krydse letbanen. Kommunen skulle ellers have betalt to millioner kr. for at få etableret ind- og udkørsel fra Stadionvej, men de bliver også sparet nu.
Til gengæld skal lidt flere bilister på vej mod Brøndby holde tilbage for letbanen, når den igen skal krydse vejen. Samlet set vil det dog være en fordel for bilisterne.
– Det nye forslag forbedrer afviklingsforholdene – og dermed rejsetiden – samt bilernes regularitet, skriver Cowi som konklusion i sin redegørelse.

Letbane i lovkatalog
Letbanen har været igennem høringer og VVM redegørelser, men Transportministeriet vurderer, at det ikke er nødvendigt at gøre de ting om for denne mindre ændring. Glostrup Kommune vil til gengæld sikre en tæt dialog med de få boligejere, der bliver berørt af ændringen.
Letbanen er helt som forventet med i regeringens lovkatalog for det kommende folketingsår. Det er forventet, at folketinget vedtager anlægsloven om letbanen i december. Med den vedtagelse vil den endelige linjeføring være fastlagt.
Anlægget vil starte med ledningsomlægninger i starten af 2016. I 2017 skal der laves vejomlægninger, det er for eksempel her, at Ringvejskrydset skal lægges om. i 2018 til 2020 skal banen anlægges og i 2021 skal den køre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top