BIFmålmand: Vi klarer det
SPORT. Onsdag i sidste uge løb BIFs kvinder ind i et sjældent nederlag i Champions League. Målmanden Katrine Abel håber dog på samlet sejr

Det er sjældent, det sker. Meget sjældent endda. Men onsdag i sidste uge sket det for Brøndby IFs kvinder.

De løb nemlig ind i et af deres sjældne nederlag, da de i årets Champions League på udebane spillede den første af to kampe mod Slavia Prag fra Tjekkiet.

De tjekkiske kvinder vandt nemlig kampen med 4-1. Men i følge BIFs målmand, Katrine Abel, fortæller cifrene dog ikke den sande historie om kampen og styrkeforholdet mellem de to hold:

– Det startede rigtig fint for os. Vi kom godt fra start og kontrollerede også kampen til at begynde med, hvor vi også fik scoret. Men så fulgte nogle skæbnesvangre minutter. For ikke alene fik vi en spiller vist ud, der blev også scoret mod os to gange.

Da Slavia Prag desuden fik scoret to gange mere, endte kampen altså 4-1.

Vi skal videre

Det irriterer altid Katrine Abel at tabe. Men denne gang er det særlig slemt, fortæller hun:

– De overraskede ikke på nogen som helst måde. Per (BIFs træner, red.) havde forberedt sig godt, så vi vidste, hvad de ville komme med. Det er superærgerligt.

Men selvom BIF kvinderne således tabte med tre mål, er Katrine Abel ikke i tvivl om, at der er en reel chance for, at de blå-gule nok skal kvalificere sig til næste runde efter onsdgens hjememkamp:

– Allerede da vi gik fra banen, havde jeg den der fornemmelse af, at det kan vi altså godt klare. Det er ikke bare noget, jeg siger, men noget, jeg rent faktisk mener.

Undervurderede ikke

At holdet alligevel tabte skyldes i følge Katrine Abel ikke, at BIF er vant til at vinde. Både i 3F Ligaen og i Champions League, hvor holdet klarede sig hele vejen til semifinalen sidste år:

– Vi undervurderede ikke Prag. Men vi kom under pres, især fordi vi fik en spiller vist ud. Så man kan heller ikke sige, at vi var mætte, at vi har haft for meget succes.

Stemningen

Da BIFspillerne løb på banen i Prag i sidste uge, var stemningen mere intens, end den plejer at være, fortæller Katrine Abel:

– Kontrollørene skød en bold efter mig, og tilskuerne råbte også meget. Men faktisk irriterer det mig ikke, det sætter mig nærmere mere op.

Og denne stemning håber Katrine Abel også vil vise sig i Brøndby på onsdag, når der bliver spillet returopgør:

– Jeg håber, der kommer rigtig mange og hepper på os den 14. oktober. For det betyder noget, at der er nogen, der bakker os op. Man giver sig ekstra meget. Det er vigtigt, der kommer nogen og hjælper os på vej, for jeg tror virkelig, at vi nok skal klare det.

Premieresejr

Lørdag spillede BIF på udebane mod Vejle i 3 F Liagen og vandt 3-1. Anfører Therese Nielsen scorede to mål.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top