DIAS Kunsthal genudstiller successer
Drowning_Burning.jpg
Lydinstallationen Drowning / Burning på Vallensbæk Station opfordrer til fri leg. Lyden af vand, ild og elektroniske toner styres af bevægelser på den afmærkede platform. Foto: Charlotte Basie
VALLENSBÆK. DIAS Kunsthal i Vallensbæk genudstiller tidliger værker frem til 8. november

Med udstillingen Election: Exhibition har DIAS kunsthal i Vallensbæk givet borgerne en stemme. Seks populære, digitale værker har fundet vej tilbage til kunsthallen, som findes på Vallensbæk Station. Værkerne har alle været vist i hallen før, og på DIAS’ Facebook-side samt i Vallensbæk Kultur- & Borgerhus, har man kunnet stemme om, hvilke af dem, der skulle retur til hallen i en ny udstilling.
– Det handler om dialog og udveksling med borgerne og den virkelighed, som DIAS er nært forbundet til. Og så handler det om, at man ikke behøver at vide en masse om kunst for at have en mening om det. Kunst byder altid på nye oplevelser, tanker og følelser, siger Rasmus Vestergaard, der er kunsthallens kurator.

Ild og vand
Wayne Siegel, hedder manden bag det højlydte kunstværk på trappeafsatsen, der bærer den dramatiske titel Drowning/ Burning. På dansk: Drukner/Brænder. Han er komponist og professor i elektronisk musik ved Det Jyske Musikkonservatorium, og han fortæller, at ideen med værket netop er at drage de forbipasserende ind i et andet univers med de dramatiske lyde. Et univers, hvor de selv er det styrende element, og hvor de glemmer verden omkring sig.
– Man er bare på Vallensbæk Station, men lige pludselig kan man være på det mest fantastiske sted, siger Wayne Siegel, der håber, at både børn og voksne vil tage værket til sig.
– Det er tit børnene, der tør give sig hen og lege, men forhåbentlig kan de lokke voksne med. Drowning /Burning er ikke specielt for børn, det er for alle, fortæller han.

Fiktion og følelser
Et andet populært værk, der er stemt tilbage til kunsthallens vægge, er Parking Lot Limbo, eller på dansk: ’parkeringsplads-skærsild’. Jacob Tækker, der optræder som den eneste levende figur i denne videoinstallation, er også kunstneren bag værket. På en gold og øde parkeringsplads i mørke og silende regn vågner han, liggende på jorden. Ved siden af ham: en ghettoblaster. Manden rejser sig langsomt, og det ser ud som, om regnen på hans våde ansigt blander sig med tårer. Uanset hvilken vej han går, bliver han forfulgt af ghettoblasteren, der uophørligt dukker op på pladsen foran ham. Det er en nytteløs flugt, og til sidst tænder manden for ghettoblasteren. Musikken tvinger ham til live. Eksalteret og ivrig danser han rundt i resten af den korte film.
– Jeg er meget interesseret i at skabe bånd mellem virkelighed og fiktion. At gøre fiktionen til en metafysisk størrelse. Selvom vi ser en trist film, eller læser en sjov historie, reagerer vi jo med virkelige følelser, og er fiktionen så ikke virkelig på et eller andet plan?, spørger Jacob Tækker

Udstillingen er i gang
Udstillingen Election: Exhibition er åbnet og vises i den digitale kunsthal på Vallensbæk Station frem til 8. november. Foruden de to værker af Wayne Siegel og Jacob Tækker, vises værker af Mogens Jacobsen (dk), Patrick Bergeron (ca), Lars Arrhenius (se) og Chris Sugrue (us).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top