Søndag 22. oktober 2017
Simone Boye Sørensen sørgede for, at BIF vandt onsdagens Champions Leaugue kamp, men sejren blev for lille til, at holdet kvalificerede sig til næste runde. Foto: BIF
Gentagelsen må vente et år
SPORT. Onsdag aften vandt BIFs kvinder på hjemmebane over Slavia Prag i Champions League. Men det var ikke nok til at kvalificere sig til næste runde. Derfor stoppede eventyret noget før end sidste år
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 21. oktober 2015, 09:48:16

Sidste sæson var fantastisk for BIFs kvinder i 3F Ligaen. De vandt mesterskabet. De vandt pokalturneringen, og de klarede sig hele vejen til semifinalen i Champions League.
Men allerede nu står det klart, at successen ikke når de samme højder i denne sæson. For selvom BIFs kvinder onsdag aften vandt 1-0 over Slavia Prag fra Tjekkiet i årets udgave af Champions League, var det ikke nok til at gå videre til næste runde.
Da BIF nemlig tabte med hele 4-1 på udebane, var holdet langt fra at score de tre mål på hjemmebane, der havde givet holdet lov til at spille med i næste runde.
Dermed blev 1/16-finalen endestation for BIF, hvilket er langt fra sidste sæsons flotte præstation. Noget der naturligvis ærgrer BIF enlige målscorer på hjemmebane, Simone Boye Sørensen:
– Vi kom desværre ikke helt så tæt på at vinde med de nødvendige cifre, som vi havde håbet. Vi pressede godt på, i sær i første halvleg, men det var som om, vi ikke gjorde chancerne store nok.

Udebaneproblemet
Simone Boye Sørensen scorede kampens eneste mål allerede efter et minut og 22 sekunder. Der skulle dermed være god tid til at få scoret to mål mere. Men det skete altså bare ikke, fortæller Simone Boye Sørensen:
– Vi har flere chancer og også en del hjørnespark, hvor vi kunne score, men det var som om, det ikke rigtig blev til noget. Det er rigtig ærgerligt. Ser man på de to kampe under et, mener Simone Boye Sørensen, at det ikke var kampen på hjemmebane, der var problemet, men kampen ugen for inden i Prag:
– Vi tabte ikke kampen på hjemmebane, men på udebane, hvor vi tabte 4-1.
Simone Boye Sørensen mener, at Slavia Prag er et godt hold, men mener samtidig, når hun sammenligner med sidste sæson, at heldet også spillede ind:
– Sidste år havde vi ved flere lejlighederne marginalerne på vores side. Det har vi ikke haft i år, og det får naturligvis også betydning.

Tomt
BIFs målsætning var minimum en plads i kvartfinalen. Derfor er det også en flad fornemmelse, der lige nu breder sig Simone Boye Sørensen og de andre spillere:
– Lige nu har jeg mest en følelse af tomhed, og jeg ærgrer mig over, at vi ikke kunne hive sejren hjem. Men vi må op på hesten igen.

Julen bliver hårdere
At holdet må forlade Champions League så tidligt kan få konsekvenser også på længere sigt, mener Simone Boye Sørensen:
– Da vi sidste år skulle begynde forårssæsonen med at spille kvartfinale, gav det naturligvis motivation, da vi skulle i gang efter vinterpausen. Sådan bliver det ikke i år.
Og så håber Simone Boye Sørensen, at ny succes i Champions League, allerede viser sig til næste år igen:
– Vi er ungt hold, og vi mangler måske lidt rutine, så på længere sigt, skal vi nok få succes i fremtiden. Forhåbentlig allerede til næste år.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER