Mandag 23. oktober 2017
Seniorpolitik vedtaget
VALLENSBÆK. På det seneste kommunalbestyrelsesmøde i Vallensbæk blev en ny seniorpolitik for kommunen vedtaget
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 14. oktober 2015, 10:11:41

Efter en høringsrunde skulle politikerne i Vallensbæk på det seneste møde vedtage en ny seniorpolitik for kommunen. I oplægget til denne hedder det blandt andet:
”I Vallensbæk Kommune er seniorer en stor ressource med deres viden, erfaring og energi, hvor de kan spille en aktiv rolle både i forhold til eget liv og i forhold til det aktive medborgerskab. Seniorerne skal således selv tage ansvar og skabe det liv, de ønsker, mens kommunens medarbejdere støtter og hjælper de seniorer, der har behov.”
En af de politikere, der bakkede op om forslaget, var Niels Karlsen fra Socaildemokraterne. Han sagde i forbindelse med behandlingen:
– Det er vigtigt, at der også kommer politisk ejerskab til disse målsætninger. Lige nu er det bare ord. De bliver lidt mere spændene og nærværende, når de politiske målsætninger skal omdannes til handlinger.
Dog mente Niels Karlsen, at frivilligheden kunne have været styrket yderligere:
– For Socialdemokraterne er afsnittet om frivillighed vigtigt. Desværre er ressourcerne begrænset, og derfor skal der øget frivillighed til på en række områder for at nå ud til alle borgere. Det er også en af årsagerne til, at Socialdemokraterne fik øget puljen til frivillighed med 50.000 kr. Der skal være midler til dem, der gerne vil og også tager forskellige initiativer, som aflaster kommunen.

Mere konkret
Carina Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti mente, i lighed med Niels Karlsen, at det er vigtigt, at politikerne tager ansvar på området:
– Der er jo ikke nogen, der kan være uenige i det, der står. På den anden side, er der jo ikke meget politik i noget, som alle bare er enige om. Og med sådan nogen politiske målsætninger, skulle man måske have lavet noget mere konkret, som man kan måles og vejes på. Jeg er godt klar over, at der kommer nogle handleplaner, som igen udspringer af de politiske målsætninger, altså disse her,.Men handleplaner kan jo heller ikke blive særlig konkrete, hvis de målsætninger, man lægger til grund, er rene selvfølgeligheder. Så vi vil godt sætte spørgsmålstegn ved, hvad dette skal bruges til, udover at producere en masse papir.
Derfor mente Carina Kristensen Berth (DF), at politikerne i langt højere grad skulle på banen:
– Hvis man vil lave nogen politiske målsætninger, så kunne det være en god ide, at man beder politikerne komme med nogle indspark, før man beder administrationen om at skrive på det. Jeg vil derfor opfordre til, at hvis man skal gentage det her cirkus, så kan man med fordel starte med at spørge politikerne om, hvilken retning man skal.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER