Et ja for familiernes skyld
3. december stemmer vi om retsforbeholdets fremtid. Og sætter du dit kryds ved JA, betyder det blandt andet, at vi får mulighed for at skabe mere forudsigelighed og mindre besværlige sagsgange for de familier, der strækker sig over landegrænser. Familier er i højere og højere grad ”grænseoverskridende” – danskere gifter sig med borgere fra andre […]

3. december stemmer vi om retsforbeholdets fremtid. Og sætter du dit kryds ved JA, betyder det blandt andet, at vi får mulighed for at skabe mere forudsigelighed og mindre besværlige sagsgange for de familier, der strækker sig over landegrænser. Familier er i højere og højere grad ”grænseoverskridende” – danskere gifter sig med borgere fra andre EU-lande, de flytter som familie til et andet EU-land, og nogle familier går fra hinanden igen.
Et ja betyder ikke, at vi bliver tvunget til at ændre vores skilsmisselovgivning. Vi skal i Danmark fortsat selv bestemme, hvornår man kan blive skilt, hvem der skal have forældremyndigheden over børnene efter en skilsmisse, og hvordan samværet skal tilrettelægges. Men for de familier, der strækker sig over grænser, er det nødvendigt med et internationalt samarbejde, der skaber rammerne for en effektiv løsning af konflikten. Det får vi med EU-samarbejdet.
På skilsmisseområdet vil regeringen derfor tilvælge den såkaldte Bruxelles IIa-forordning. Det vil bl.a. betyde, at en dansk afgørelse om samvær hurtigere end i dag vil kunne få virkning i det andet EU-land, hvor barnet bor. Og hvis en forælder bortfører barnet til et andet EU-land, vil der blive bedre mulighed for at få barnet hjem.
Der skal være regler til rådighed, som hjælper til, at sagerne bliver behandlet effektivt og hurtigt. Det er afgørende, for tid er et helt centralt element i disse sager. Og kan vi sikre, at et barn hurtigere får kontakt med den forælder, det ikke bor hos, så skal vi gøre det.
Fordi vi med et JA den 3. december vil forbedre familiernes og børnenes retssikkerhed, er valget for mig som ”familiernes minister” ikke svært. Stem ja for familiernes skyld.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top