Søndag 22. oktober 2017
Gunner Kjær har passet fårene i næsten 20 år, og nu vil han gerne have nogle andre til at tage over. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Fårene kom på vinterfold
GLOSTRUP. Torsdag eftermiddag blev fårene, der passer området omkring Ejby Mose, sendt på vinterfold
Skrevet af Jesper Ernst Henriksen - 18. november 2015, 09:39:38

Torsdag sidst på eftermiddagen mødtes omkring ti mennesker i Ejby for at drive fårene, der har gået hele sommeren og græsset omkring Ejby Mose, ind på deres vinterfold. Det er Gunner Kjærs får, det er ham, der går og passer dem til hverdag. Mange dage står han op klokken tre om natten og kører til bageren på diget, hvor han får det kasserede brød, som han bruger til foder.
– Det er fårene så glade for. Men det er lidt en pligt, jeg har lagt på mig selv, siger han.
Fårene ved godt selv, hvad der skal ske, når han kommer ud til dem. Allerede for et par dage siden, var de klar til at komme på vinterfold.

Naturpleje
Området omkring Ejby Mose ville se noget anderledes ud, hvis ikke der de seneste knap 20 år havde gået får i området og græsset.
– Fårene bekæmper foreksempel Bjørneklo. Det giver et helt specielt landskab at have får til at gå og græsse. De er nærmest blevet en fast del af Ejby Mose, siger Torbjørn Nicolajsen Fra Glostrup Kommune.
Kommunen er lige nu ved at prøve at starte et fårelaug, der skal være en gruppe af frivillige, der kan varetage en del af opgaverne med at passe fårene. Lige nu bliver det gjort af Gunner Kjær, der er eneste tilbageværende medlem af et lignende lav, der blev startet for snart 20 år siden. I dag er det hans får, men han vil gerne forære dem til kommunen og et nyt fårelav, hvis de lover at passe godt på fårene. Han har nemlig ikke rigtig kræfterne til at passe dem alene længere. De skal fodres to gange om dagen, og når fårene læmmer, er der en masse registrering.
– Kommunen vil gerne stå for alt det officielle, men vi vil gerne have nogle frivillige, der kan varetage nogle af de praktiske opgaver, som for eksempel fodring, siger Torbjørn Nicolajsen.

Spiser af hånden
Fårene kommer selv ned til lågen i sommerfolden, da Gunner Kjær kommer i sin lille bil. Han har igen et par brød med til dem, og især børnene synes det er sjovt at fodre fårene, der er helt tamme og kommer hen og spiser af hånden. Resten har fundet nogle nedfaldsæbler i en lille æblelund ved siden af.
Efter de har fået lov til at stå der lidt kalder Gunner igen på fårene, og de løber efter ham som en stor flok på vej ned mod vinterfolden.
Vinterfolden er i virkeligheden et grønt areal, der tilhører en grundejerforening i området, som Gunner har lov til at bruge om vinteren. Her er et gammelt skur, bygget af gamle europaller og noget tagpap, hvor fårene kan gå ind i ly for vejret. Gunner har sammen med en ung hjælper gjort skuret klar til vinteren.
Kommunen vil gerne have bygget et nyt gemmested til fårene i sommerfolden, så de kan gå der hele året.

Frivillige
Kommunen håber, at 10 til 20 frivillige vil melde sig ind i fårelavet. Det kan være pensionister, der gerne vil have en ny hobby eller børnefamilier, der gerne vil ud og opleve naturen. Til gengæld får medlemmerne af lavet førsteret til kødet, når der skal slagtes lam.
– Vi har endnu ikke helt besluttet om de skal have køddet, eller om de skal have lov til at købe det billigt, siger Torbjørn Nicolajsen.
En af de mulige frivillige er Birger Krogstad, der alligevel ofte går ture i området.
– Naturen har altid interesseret mig, jeg er også jæger. Jeg har arbejdet med dyr i vikingelandsbyen i Lejre, siger han.
Hobbyen er noget, Gunner Kjær godt vil anbefale.
– Det er dejligt at arbejde med dyr og være i naturen, siger han. Han vil gerne være med i opstarten af lavet og give nogle af erfaringerne fra de mange år videre.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER