Hjemmehjælp
Jeg har fået brev fra Glostrup Kommunes borgmester, der skriver, at primært for at sikre, at jeg får en god og stabil hjemmehjælp, vil de fyre min gode og stabile hjemmehjælper. I de sidste år 5-6 år har jeg fået gjort rent af Elite Miljø, som jeg valgte som privat leverandør, fordi de lovede, at […]

Jeg har fået brev fra Glostrup Kommunes borgmester, der skriver, at primært for at sikre, at jeg får en god og stabil hjemmehjælp, vil de fyre min gode og stabile hjemmehjælper.
I de sidste år 5-6 år har jeg fået gjort rent af Elite Miljø, som jeg valgte som privat leverandør, fordi de lovede, at jeg ville få den samme hjemmehjælper hver uge. Det har jeg fået.
Jeg fravalgte ikke Glostrup Kommunes hjemmehjælp, fordi de var dårlige. Deres hjemmehjælpere er kompetente, søde og har udført et tilfredsstillende arbejde. Jeg får stadig personlig pleje af kommunen.
Jeg fravalgte Glostrup, fordi jeg hele tiden fik nye hjemmehjælpere og vikarer og konstant skulle bruge energi på at sætte en ny ind i opgaverne. Som scleroseramt er jeg afhængig af, at hjemmehjælpere udfører deres opgaver meget omhyggeligt, så jeg kan spare mine kræfter til vigtigere ting. Det tager måneder for en hjemmehjælper at lære at holde styr på et hjem som mit, hvor der skal være plads til rollator, og alting er indrettet, så det er nemt for mig og mit handikap.
Derfor er jeg voldsomt utilfreds med Glostrups ”kvalitetssikring”, som bare betyder problemer og besvær for mig.
Glostrup kunne i det mindste spørge os først: Er vi tilfredse med vores private leverandør eller ej?
Vi ældre og handikappede bliver umyndiggjort.
Er det kommunens politik at handle hen over hovedet på borgerne?
Handler det kun om penge, og betyder kvalitet og borgernes mening slet ikke noget?

Svar

Af John Engelhardt (V), borgmester

Jeg kan godt forstå, du er ærgerlig over at skulle skifte din nuværende leverandør af hjemmehjælp, som du er glad for. Og jeg er naturligvis også ked af den midlertidige gene, du vil opleve, når din nye hjælper skal lære dit hjem og dine behov at kende.
I Kommunalbestyrelsen har vi ønsket at fremtidssikre hjemmehjælpen her i Glostrup i forhold til faglig kvalitet og stabilitet for borgeren, og det sker gennem en ny model for godkendelse af private leverandører.
Som det er nu, skal vi godkende selv meget små firmaer med få ansatte, hvis de i øvrigt opfylder vores kvalitetskrav. Problemet er, at mange af de små firmaer ikke har den nødvendige økonomiske styrke. De har derfor større risiko for konkurs, og det får naturligvis direkte konsekvenser for borgerne, fordi vi fra den ene dag til den anden skal finde en ny leverandør.
Den 1. februar får vi derfor to nye private leverandører af hjemmehjælp, som vi har sikret os lever op til vores kvalitetskrav samt tre overordnede principper: leveringssikkerhed og samarbejde, kvalitet og pris. Vi har netop lagt vægt på kvalitet, leveringssikkerhed og samarbejde, fordi det er det, der er vigtigt for borgerne. Prisen har selvfølgelig også haft betydning, men den har ikke vægtet højest.
Jeg håber, du også bliver glad for din nye leverandør.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top