Mandag 23. oktober 2017
Pia Dahlin, formand for Kulturudvalget, tog det første ”spadestik” i en gravmaskine. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Nyt varmtvandsbassin på vej
GLOSTRUP. Det kommende varmtvandsbassin i svømmehallen er på vej, efter Pia Dahlin tog første spadestik i tirsdags
Skrevet af Jesper Ernst Henriksen - 11. november 2015, 09:32:30

Til næste sommer står det nye varmtvandsbassin i Glostrup Svømmehal klar. Bassinet har været længere tid undervejs, blandt andet fordi politikerne i første omgang havde sat for lidt penge af til projektet.
– Oprindeligt blev der sat 4,6 millioner kroner af til projektet, men den løsning, vi kunne få for de penge, levede ikke på til vores ønske til et varmtvandsbassin. Vi endte faktisk med at sætte lidt mere end de dobbelte af, sagde borgmester John Engelhardt i sin tale.
Derefter steg Pia Dahlin, formand for Kulturudvalget op i en gravmaskine og tog det første spadestik.

Åben svømmehal
Bassinet kommer til at ligge lige ved siden af ”det mellemste” bassin i svømmehallen. Der skal altså væltes en væg og svømmehallen skal udbygges, men det kommer til at foregå bag en støvtæt afskærmning, så svømmehallen kan fortsætte med at være åben.
Det nye bassin skal selvfølgelig også have noget rent vand. Det bliver tilsluttet til det eksisterende rensesystem via nogle ventiler, der blev installeret, da svømmehallen var lukket i sommerferien.

Til ældre og gravide
Bassinet bliver tilgængeligt for alle brugere af svømmehallen, men det er meningen, at det i nogle perioder skal være reserveret til hold af for eksempel gravide, forældre med små børn eller ældre med gigtproblemer.
– Det er godt at få gang i de gamle stive lemmer. De ældre fryser let i den almindelige svømmehal, fordi de ikke har det hurtige blodomløb. De har godt af at komme ned i det varme vand, siger Preben Thorvig, formand for seniorrådet i Glostrup.
For ham og de andre brugere, har det været vigtigt, at bassinet blev dybt nok. Det bliver 1,2 meter dybt i den ene halvdel og vil så skråne ned til 1,4 meter i den anden halvdel.
Det er Ditte Rørup, formand for Danske Handicaporganisationer i Glostrup, glad for.
– Det betyder, at brugerne kan komme under med skuldrene og ikke fryse. Multihandicappede børn kan også komme derned og få mere bevægelighed, siger hun.
En af de kommende brugere kunne meget vel blive Jette Jensen, der er næstformand i handicaprådet. På dagen for første spadestik var hun netop på vej til et ligende bassin i en anden kommune.
– Der er mange smertepatienter, der får glæde af det. Når jeg har været i sådan et bassin, så har jeg det godt i tre dage bagefter, siger hun.
Bassinet bliver otte gange otte meter og derudover bliver der 80 kvadratmeter omkring bassinet. Lyset i bassinet kan skifte farve og lyset i rummet skifte intensitet efter hvad man skal bruge bassinet til.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER