Pædagogerne står for bevægelsen i skolen
Leg-skaber-bedre-læring.jpg
På Egholmskolen i Vallensbæk er det pædagogerne, der planlægger det daglige bevægelsesbånd. Foto: Vallensbæk Kommune
VALLENSBÆK. Bevægelse giver bedre trivsel og læring. Det mærker man på Egholmskolen, hvor pædagoger fra SFOen planlægger det daglige bevægelsesbånd

Hver dag fra klokken 12 til 12.30 står der bevægelse på skemaet på Egholmskolen. Og det har vist sig at være en god ide. Nu er der nemlig også aktiviteter for de børn, der ikke spiller fodbold, eller som har brug for en mere styret aktivitet.
Et eksempel er sjipning, der er meget populært, men også skjoldbold og atletik er populært blandt de mange børn.

Synlige pædagoger
Pædagogerne i skolegården bærer gule veste, så det er let for børnene at finde en voksen. Og har man brug for et pust på knæet eller en lille snak, kan man altid finde en voksen ved den gule omsorgsbænk, der er centralt placeret i skolegården.

Rejsemulighed
Ikke alle børn kan overskue de mange andre børn og aktiviteter i skolegården, og for dem er der blandt andet lavet et afslapningsrum, hvor en pædagog guider børnene på mentale drømme- og eventyrrejser. For de børn, der har særlige udfordringer, har man skabt særlige rum for henholdsvis indskoling og mellemtrin.
Bevægelsesbåndet er en del af den understøttende undervisning, og aktiviteter bliver koordineret i samarbejde mellem SFOen og skolens ledelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top